På toppen af karrieren
Hun stod på toppen af sin karriere. Og så sagde hun stop
Hun har tegnet møbler for nogle af de mest kvalitetsbevidste brands både i Danmark og udlandet. Hun har vundet priser og er blevet udråbt til et lysende talent i den danske møbelbranche. Hun blev årets danske designer sidste år og tegnede også årets møbel.
Og så trak hun stikket.
Jeg interviewer inspirerende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig? Et af dem er Chris Liljenberg Halstrøm.
“Jeg havde arbejdet mig op til et leje, hvor der er masser af arbejde at få,” siger hun.
“Det stod mig bare langt ud af halsen.”
Et nervepirrende opkald
Første gang, jeg ringede til Chris, var jeg temmelig nervøs. Hun er en af de allerbedste i sit fag, havde jeg fået at vide. Hun var også et etableret navn og så havde hun designet møbler i mange år. Jeg, derimod, sad på Bali uden erfaring med møbler og ledte efter en dansk designer, som ville tegne en kollektion for BaliBali. Målet var at udvikle de lokale håndværkeres ting, så de har større appel i Danmark, for det er sådan, vi kan skabe vedvarende arbejdspladser i en tid, hvor Bali er i krise, fordi her ingen turister er.
Derfor havde jeg brug for en designer, og derfor ringede jeg til Chris med svedige håndflader.
Få minutter inde i samtalen sagde Chris:
“For en som mig, der er drevet af mening, kan ting være interessante på mange måder.”
Og så gik vi i gang.
Følg BaliBali på Facebook og Instagram og hjælp os med at sprede det gode budskab
Chris Liljenberg Halstrøm
Det her er et af de første fotos, jeg sendte til Chris fra værkstederne
Alt for overfladisk
Chris blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007 og i en branche, hvor det som møbeldesigner kan være svært at få arbejde, stak Chris ud. Hun var ombejlet og var, hvad man vel kan kalde, inde i varmen. Alligevel fandt hun møbelbranchens massive fokus på, hvem der er de mest hypede navne lige nu trættende.
“Det er et ydre og kedeligt parameter, og nogle gange virker det, som om man ikke behøver lave noget godt, hvis bare man har det rigtige navn på,” siger hun. Så holder hun en lille pause:
“Branchen er overfladisk. Den er også dyb og sød og alt muligt andet. Men den er også overfladisk.”
Det var dog ikke kun det, som fik Chris til at trække sig.
Alt for meget overforbrug
Nede i kælderen, hjemme hos Chris morforældrene i Sverige, der var der eventyr for et barn som Chris. Morfaren brugte som pensionist en stor del af sin tid på at lave havemøbler til alle de af landsbyens beboere, som ville have dem.
Han tog “helt uansvarligt” Chris med i kælderen, hvor hun fik lov til at save på maskiner og hjælpe til.
Moren strikkede, broderede, syede. Og Chris lærte det hele.
Hun malede, hun syede, hun elskede at skabe. Men med tiden voksede også en bevidsthed om, hvad hun skaber og hvornår.
“Jeg har det svært med det møg, folk køber og smider ud året efter. Og det er vigtigt for mig ikke at blive en del af den slags forbrug,” siger hun. “Jeg tænker meget over, hvordan jeg laver noget, der er relevant og som man har lyst til at beholde længe.”
Sideløbende med, at den bevidsthed blev større, voksede antallet af opgaver også.
“Jeg stod i en situation, hvor jeg skulle producere enormt meget og lave enormt meget. Og det er jo sjældent fordrende for et kreativt miljø at have sindssygt travlt, selv om jeg er god til at få idéer,” siger hun.
Samtidig var det, Chris havde lyst til at lave, ikke nødvendigvis det, virksomhederne ville have.
Stigende frustration
Mange havde detaljerede krav. Var det en stol, kunne det for eksempel være, at den skulle kunne stables, drejes, laves i et bestemt materiale og max måtte koste et på forhånd fastsat beløb.
“Det er jo enormt vigtigt at skabe noget, folk har lyst til at købe,” siger Chris.
“Men jeg kunne godt tænke: Det dér kunne I jo lige så godt kaste ind i en computer og så få et autogenereret svar. Er I sikre på, det er dét, I har brug for?”
Så bliver der stille i røret et øjeblik.
“Jeg vil ikke klage over dem, jeg har mødt og samarbejder med. Det er megasøde og megaprofessionelle mennesker. Men man skal tit indordne sig under kommercielle forhold, man ikke nødvendigvis er enig i.”
Til gengæld havde Chris opdaget, at der var noget andet, hun havde “endeløs tålmodighed” med.
Chris tegnede en håndlavet bænk og magasinholder, og håndværkerne gjorde sig umage.
Kvinder laver det sidste finish på magasinholderne på værkstedet. Klik på billedet for at se den i shoppen.
Gik agurk
Kort før pandemien ramte, begyndte Chris at brodere. Hun var helt opslugt. Sad der i timevis hver dag. Hun begyndte også at lægge nogle af broderierne ud på sin Instagram-profil.
“Folk blev mere og mere bekymrede for alt det, jeg broderede, “ siger Chris. Så triller der en latter gennem telefonrøret.
“Det var lidt sådan: Er du blevet skør eller hvad er det egentlig lige, du har gang i?”
Processen mindede hende om dengang, hun kastede sig ud i at strikke bukser til sine drenge, da de var små.
“Min mand, Per, sagde nogle gange til mig: Okay. Nu tager vi lige en aften, uden du strikker bukser,” siger hun. Så ler hun igen.
“Men altså når jeg går ind i noget, så kan jeg godt gå agurk.”
Tankerne om at slippe møbeldesign fyldte også mere og mere.
“Vi har en samfunds-ting med, at ambition knytter sig til karriere i stedet for at tænke på, hvordan vi har det godt som familie eller som mennesker,” siger hun.
“Og det er klart, at jeg da virkelig også har tænkt, hvad jeg siger farvel til, hvis jeg helt holder op med at lave møbler. Der har været en stoltheds-ting i det.”
“For hvis nu jeg er her i min møbeldesign-karriere, hvad sker der så med den, hvis jeg stopper nu?”
Kort tid efter Chris var begyndt med broderierne, blev hun kontaktet af en engelsk gallerist, som kendte hendes møbler. Hun ville også vide, hvad “det dér broderi-halløj” var for noget. Og hurtigt skrev galleristen, at hun gerne ville repræsentere hende.
“Corona har jo været mærkelig på mange måder,” siger Chris.
“Altså jeg sad i mit hus i Sverige og fik en aftale med en gallerist i England uden, vi havde set hinanden. Det var jo så dejligt. Og jeg tænkte, jeg godt kunne prøve at satse på den her retning.”
Bænke pakkes og venter på nye hjem
Aát - håndlavet bænk. Klik på billedet for at se den i shoppen.
Behøver ikke længere være så tjekket
I dag arbejder Chris på en soloudstilling til galleriet i England. Mange af broderierne er blevet til værker, som er blevet solgt.
“Jeg er taknemmelig for, at det også kan blive mit arbejde. Jeg har ikke længere som hovedmål at blive den mest tjekkede designer. Jeg er ligeglad. Det betyder ingenting,” siger hun.
“Og jeg er glad for at have været igennem den fase, hvor jeg har tænkt over, hvad betyder prestige for mig? Hvad er ambitioner for mig?”
Lysten kommer tilbage
Samtidig har det at have sluppet møbeldesign faktisk gjort, at de gode ting ved møbelbranchen igen træder frem.
“Lysten til at lave møbler er kommet tilbage,” siger Chris.
Hun forestiller sig at gå ind i 1-2 møbel-projekter om året ved siden af broderiet og er så småt i gang.
“Det kan godt være, jeg ikke er en mega-producerende designer, der har møbelnyheder 20 gange om året. Men hvad skal vi egentlig også med alle de ting?”
Da jeg i sin tid kontaktede Chris og bad hende tegne en kollektion for BaliBali, anede jeg ikke, at hun var ved at lukke ned for møbeldesign-opgaver. Fordi hun, meget overraskende for mig, sagde ja.
Chris Liljenberg Halstrøm er født i 1977. Bor på Østerbro i København og er gift med Per, som er retoriker og docent på Københavns Erhvervs Akademi.
Sammen har de to drenge på 13 og 16 år. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og tidligere modtager af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.
Aát - håndlavet magasinholder. Klik på billedet for at se den i shoppen.
Senere har Chris fortalt mig, at det også handlede om udfordringen i at lave noget i rattan, for det havde hun ikke prøvet før. Og så var det for hende et projekt “der gav mening” midt i “opgiv-møbler-tankerne.”
“De designopgaver, jeg tager, tager jeg meget alvorligt. Jeg nyder dem nu. For jeg har tid til dem og arbejder langsomt,” siger hun.
“Men de fleste dage broderer jeg. Jeg har faktisk megaondt i nakken.”
Vi ler begge to.
“Med broderierne har jeg en anden kontrol over min proces. Der er ingen, der siger, det skal være 3 centimeter bredere eller rødt i stedet for blåt.”
En gave til håndværkerne
I sommer havde Chris og jeg en længere telefonsamtale. Midt i snakken sagde Chris, at hun skulle huske at sige noget til mig. Chris havde besluttet, at hun ville frasige sig den royalty, hun ellers er berettiget til hver gang, BaliBali sælger et af de møbler, hun har designet.
“Jeg har egentlig haft lyst til at sige det længe,” sagde hun.
“Jeg vil gerne have, du giver min royalty til håndværkerne på Bali.”
