Da det eksploderede, vidste Kaspar, de måtte gå ind i konflikten. Og løse den

Under bryllupsmiddagen, tilbage i 2015, da Kaspar og Lambang Arianto blev gift, rejste Kaspar sig op. Han rømmede sig, rettede på sine mørke briller og begyndte sin bryllupstale.

“Untuk semua keluarga Arianto dari Indonesia: Selamat datang,” begyndte han. Det betyder: “Til hele Arianto-familien fra Indonesien: Velkommen.”

Kaspar havde i smug gået på aftenskole for at lære Lambangs modersmål, indonesisk. Der var kun få i selskabet, som forstod Kaspar: Lambang, hans tilrejsende bror, svigerinde og kusiner og en håndfuld herboende venner med indonesiske rødder.

Lambangs far var der ikke. I stedet havde han indtalt en besked til Kaspar, som Lambang spillede for ham.
“Jeg er ked af, jeg ikke kan være der,” sagde han.
“Jeg er bare ikke klar endnu.”

Jeg interviewer inspirerende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig? Et af dem er Kaspar Arianto. Hans historie om mødet med indonesiske Lambang er også historien om, hvordan man kan flytte sig hen over uenigheder, der synes uoverstigelige.

Her fortæller Kaspar om tre begivenheder, der har været med til at definere ham som menneske.

Følg BaliBali på Facebook og Instagram og hjælp os med at sprede det gode budskab

Begivenhed 1:

Det var den 12. september 2012. Min mormor var lige død, og jeg følte mig tyk og ulækker og var røvtræt af det hele. Jeg besluttede mig ud af det blå for at tage til badmintontræning. Lambang havde en t-shirt på fra Ungdommens Røde Kors. Han har været frivillig der i et årti og hjulpet udsatte børn og unge med at holde sommerferie.

Det var en onsdag. Om fredagen kyssede vi og om søndagen aftalte vi, at nu var vi kærester. Vi gad ikke noget spil. Det kickstartede hele min rejse med at få en anden kultur ind under huden. Et andet hjem. For Indonesien er mit andet hjem.

Jeg har altid troet, jeg skulle have en, der lignede mig selv. Sådan en arkitekt, der hed Sebastian og havde en lille hund på Christianshavn. Men pludselig stod jeg overfor det smukkeste, varmeste og mest uventede menneske. Det var som klichéen med at trække en bog ud på biblioteket, få øjenkontakt med ens soulmate på den anden side af reolen og bare udbryde et: Åh! Siden har vi sovet sammen hver nat.

Lambang er et genialt sportsmenneske. Han er skidegod til det. Jeg stoppede til badminton efter gang nummer tre. Men jeg fik Lambang.

Kaspar og Lambang blev stormende forelskede. Men der gik kun meget kort tid, før Lambang fortalte Kaspar, at han aldrig ville springe ud overfor sin familie.

Lambangs forældre kom til Danmark fra Indonesien som unge immigranter og med en kultur, der på mange måder er markant anderledes end den danske:
Indonesien er verdens største, muslimske land. Homoseksualitet er ikke tilladt. Det er også et land, hvor æresbegrebet fylder en del og hvor ens handlinger smitter af på hele familien:

“Lambang havde overbevist sig selv om, at han godt kunne blive gift med en kvinde. Han behøvede ikke være lykkelig, han kunne bare være glad.” siger Kaspar.
“Så længe det gjorde det indonesiske samfund glad.”

Overraskelsen

Da Kaspar og Lambang mødte hinanden, sad Lambangs far som 75-årig enkemand langt væk fra, hvor han var født. For ham var det at være homoseksuel uforeneligt med at kunne få succes i livet.
“Lambangs far er jo ikke noget ondt menneske,” siger Kaspar.
“Han kunne bare ikke forstå det.”

Derfor holdt Lambang og Kaspar deres forhold hemmeligt. Lige indtil den dag, Lambangs far overraskede Kaspar hjemme i lejligheden.

Den store frygt

Lambangs far blev rasende, da han så Kaspar. Kaldte ham ulækker. Kaspar var ulykkelig. Men det var også dér, det gik op for parret, at de var nødt til at gå ind i konflikten med Lambangs far.

Første gang Lambang fortalte sin far, at han var homoseksuel, var svaret:

“Nej, det er du ikke.”
“Det var ikke en frygt for det homoseksuelle,” siger Kaspar i dag.
“Det var en frygt for tab af kultur.”

Den første middag

Kasper besluttede hurtigt, at han måtte lære den indonesiske kultur at kende, så Lambangs far kunne se, at hjemlandets traditioner var vigtige. Han stod i køkkenet i timevis og lærte at tilberede traditionelle, indonesiske retter som nasi kuning, rendang, soto ayam “og derudaf,” som han siger.

Og langsomt begyndte parret at se Lambangs far efter brylluppet. Den første gang, de var til middag hos ham, kastede Kaspar sig ud i at tale med sin svigerfar på sit nyligt tillærte indonesiske.

“Jeg ville vise, at jeg var ærefuld og respektfuld over for deres sprog,“ siger Kaspar.
Så ler han, for det kan han i dag, når han ser tilbage:
“Og jeg havde besluttet mig for at blive den bedste, indonesiske svigerdatter, han kunne få.”

Fire år senere flyttede parret sammen med Lambangs far.

En rugemor i USA

Kaspar og Lambang vidste de gerne ville være forældre. Adoption og en regnbuekonstellation med flere forældre var glippet.
Men for at få råd til at stifte familie med hjælp fra en rugemor i USA, var de nødt til at sælge deres nyrenoverede villalejlighed.

Lambangs far syntes, det var fjollet, at de to skulle bo i en lille lejlighed, mens han selv boede i Lambangs større barndomshjem, så han overlod sin store lejlighed til de to.

Der gik ikke lang tid, før Kaspar foreslog at slå væggen ned til den mindre lejlighed ved siden af, hvor Lambangs far boede.

Begivenhed 2: 

“Det at få børn fødte os som forældre, men det fødte os også som aktivister. Der er selvfølgelig hele den lavpraktiske side i at få børn, hvor man skal finde ud af at håndtere og mestre sit liv igen. Men for os var der også et ekstra lag af medmenneskelighed.

Lindsay, vores rugemor, viste os den ultimative uselviskhed, og hun og hendes mand, Brett og deres egne børn er blevet vores gode venner. Vi vil gerne give vores børn mulighed for at vide, præcis hvordan de er kommet til verden. Og så vil vi gerne kæmpe for lige rettigheder for familier som vores.”

En akavet fest

I 2017 trådte Kaspar og Lambang ind på den indonesiske ambassade i København iført batikskjorter og påfugleprint. De var inviteret til den muslimske fejring af Eid. Som par.

Kaspar husker det, som om kvinderne kom løbende med bagværk “se, hvad jeg har bagt” og mændene stod “og hviskede lidt nervøst i hjørnerne.”

Det føltes ikke naturligt for nogle. Men Kaspar og Lambang gjorde det alligevel. Som Kaspar siger:
“Vi vil gerne flytte på ting sammen med andre. Ikke på bekostning af andre.”

Og tænk, siger Kaspar, hvis der sad en teenager et sted i et hjørne af det hus og følte sig lidt mindre forkert ved at se de to.

“Vi vil gerne få den indonesiske kultur med ind i 2021 med respekt for den. Vi hylder den – og udfordrer den også på en kærlig måde.”

Begivenhed 3:

Det var i foråret 1995. Mine forældre forpagtede Raadvad Kro i 1980erne og 1990erne. Bo Bedre kom på besøg og lavede et fotoshoot af min fars mad og skrev en superfin artikel om restauranten. Det står meget tydeligt for mig. Min forældre kæmpede røven ud af bukserne for at drive det sted. Var oppe klokken 5 om morgenen for at købe grøntsager og i seng kl. 2 om natten efter sidste selskab.

Og så husker jeg det som om, at de var dårlige til at være stolte af sig selv. Der var vintre, hvor der nærmest ikke var et øje og en frustration over, at forretningen ikke hang sammen, når de så gerne ville det. Og så kom der sådan en fotograf med et kamera på stativ og åhhh.

At se den artikel på glinsende magasinsider som barn. At andre ville mine forældre og restauranten det godt. Det gav et sug af stolthed i maven.

Mine forældre sagde til os, at vi kunne blive lige, hvad vi ville, bare vi ikke gik ind i restaurationsbranchen, fordi den var for hård. Det kan man godt grine lidt af, for i dag arbejder jeg med mad og kommunikation.
Det, vi kommer i munden siger så meget om, hvem vi er som mennesker: Hvem vi har råd til at være i hverdagen. Hvad vi kan drømme os til at blive. 

En uventet tak

Sidder du i sofaen, hjemme i stuen hos Kaspar og Lambang i Valby, kan du ikke undgå at lægge mærke til den væg, hvor fjernsynet hænger.

Der er to udstoppede skildpadder fra dengang i 1970’erne hvor det stadig var tilladt at handle med den slags, en indonesisk bryllups-gonggong, balinesiske masker, en sabel og, ikke mindst, en stregtegning af Lambangs afdøde mor, der kigger op på en tilsvarende af hans far.

Væggen er, som Kaspar formulerer det, et møde mellem to kulturer og to familier.

Kaspar husker godt den dag, han viste væggen til Lambangs far. Han er en stille mand, men  klappede Kaspar på skulderen. Han sagde også tak.

“Jeg tror, han følte sig set på vegne af sin kultur, der er 9000 kilometer væk,” siger Kaspar. Så bliver han stille et øjeblik.

“Vi kan rigtig meget, når vi holder os nysgerrige og tør træde ind i hinandens kulturer. Også selv om de måske virker uforenelige i begyndelsen. Det er i sidste ende dem, der holder sammen på det hele.”