Mine tre juleønsker
Den dag i marts 2020
Jeg husker tydeligt den dag i marts 2020, hvor vi fik besked fra pigernes skole her i Ubud. Den ville lukke ned to dage før forårs-ferien på grund af den nye virus fra Kina. “See you after the break,” sluttede skolelederen og vi tænkte: Nå ja. Okay så. Vi ses om 14 dage.
Ingen anede, hvor omkalfatrende og voldsomme ændringer, vi allesammen ville stå i. At skolerne ville lukke i lange perioder, at hundredtusinder på Bali ville miste deres job. At så mange med tiden ville trække deres børn ud af skolerne, fordi de ikke har råd til at betale for skolegangen. At børn og voksne ville mangle mad på bordet og at BaliBali blev bygget og udbygget for, at vi sammen kunne afbøde krisen på den anden side af jorden bare en lille smule.
Men sådan blev det. Om få dage er det så juleaften. Og jeg har i år tre juleønsker.
1. Jeg drømmer om, at balineserne bliver mindre afhængige af turister.
I oktober måned satte jeg mig ind i en taxa og faldt i snak med chaufføren. Før – for nu er der vitterligt et før og efter corona for os alle – pandemien ramte, sejlede han turister til den nærliggende ø, Nusa Penida. Men pludselig var der ikke flere mennesker at fragte.
For at skaffe penge til mad, solgte han først sin radio. Så sit tv. Så sin scooter. Han pantsatte med tiden også sin bil. Hans kone og to, små børn er nu flyttet hjem til svigerforældrene, fordi han ikke kan forsørge dem. Nu låner han sine forældres bil og kører taxa, når han kan.
Hans store ønske er at blive landmand og dyrke afgrøder. Men det kan godt have lange udsigter, fordi familien har sat jorden til salg for at skaffe penge.
Da Anders og jeg begyndte at tænke over, hvordan vi kunne hjælpe på Bali, var det helt afgørende for os, at vi skulle understøtte erhverv, der ikke har med turister at gøre. For det er ikke første gang, Bali er blevet tømt for turister.
Det skete også, da en vulkan gik i udbrud og da terrorister bombede i byen Kuta.
Den dybe afhængighed af gæster gør det alt, alt for skrøbelig for alt, alt for mange.
Tænk, hvis der efter pandemien er opstået nye og andre arbejdspladser end dem, der servicerer gæster. Ikke bare med BaliBali men i det hele taget.
Så jeg tænker tit på taxachaufføren. På hvor godt det ville være, hvis hans drøm gik i opfyldelse og han kunne dyrke sin jord og passe tomater og salater og bønner.
Det er mit første juleønske.
2. Jeg drømmer om, at fragtpriserne bliver lavere
For ikke så længe siden mødtes jeg med en erfaren møbelproducent på Bali. Han fortalte mig, at han havde fire, store lagerhaller stående med færdigproducerede møbler. Men møblerne står og samler støv. Det rammer også håndværkerne.
På et af værkstederne fik de forleden igen en aflysning fra en kunde, der trak sin ordre tilbage. Folk venter. Og det, de venter på er, at fragtpriserne skal falde. Lige nu er det så dyrt at sende ting hjem, at jeg ville tabe penge hver gang, jeg solgte en vare, der bliver sendt hjem til de fragtpriser, som florerer nu. Sådan er det for rigtig, rigtig mange.
Udfordringen er, at det er NU, håndværkerne især har brug for at producere og sælge deres varer. Det er nu, Bali står i en kæmpekrise og der mangler arbejde.
Du kan læse et interview med en af håndværkerne her.
Det eneste gode, der er at sige om de skyhøje fragtpriser, er, at der så bliver fragtet mindre skrammel. For de billige varer af lav kvalitet koster jo alt, alt for lidt til, at det kan betale sig at sende dem hjem.
Det leder mig videre til mit tredje juleønske.
Sideborde bliver hentet på et af værkstederne, før de blev emballeret og pakket i en container i, hvad der føltes som et kæmpe spil tetris.
3. Jeg ønsker mig, at folk køber færre ting, der holder længere
Noget tyder på, at mange af jer er enige med mig, selv om danskerne generelt ligger helt i verdenstoppen, når det handler om forbrug. I følge Global E-commerce Ranking stiger vores forbrug endda med yderligere 300 procent fra oktober til december. Og det er bare online.
Mit mest populære opslag nogensinde på Instagram var, da jeg skrev, at vi ikke holdt Black Friday og at vi heller ikke holder juleudsalg, fordi vi ikke synes, I skal give gaver, der falder i pris kort tid efter, I har købt dem.
BaliBalis priser er med vilje sat uden stor avance i håb om, at flere har mulighed for at købe, så vi kan sende endnu mere arbejde til håndværkerne. Men BaliBalis møbler er ikke billige og kan aldrig konkurrere på prisen med Ikea og Søstrene Grenes fabriksfremstillede rattan-produkter.
Til gengæld er vores ting håndlavet langsomt og tit ved hjælp af teknikker, der er nedarvet gennem generationer. De repræsenterer håndværk, som bliver presset af det hurtige og massefremstillede, der er skyllet ind over os siden industrialiseringen.
Mit tredje juleønske er, at vi sammen udfordrer de traditionelle produktions- og forbrugsmønstre og letter lidt af det tryk, vores nuværende livsstil har på planeten. Lad os købe mindre. Og bedre.
Og så ønsker jeg jer – selvfølgelig – en rigtig glædelig jul.
Et af de første forsøg på at fotografere håndværkernes ting. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at fotografere uden at få mig selv med i spejlbilledet.
