www.balibali.dkforside

Forholdet mellem følelser og tal

Revisoren reviderede sin opfattelse af forholdet mellem følelser og tal. Så voksede møbelsuccessen

Jeg var overrasket, første gang jeg talte med Jesper Panduro. Han sad i Danmark som medejer og direktør for et af et af landets stærkeste møbelbrands, Skagerak. Jeg var på Bali, vidste meget lidt om møbelproduktion, og det var derfor, jeg havde ringet til Jesper. Det, der overraskede mig, var, hvor generøst Jesper delte ud af sin viden og erfaring. “Tag det roligt,” “prøv at undgå,” “hvad drømmer du om?”

At tale med Jesper føltes lidt som at læne sig ind i en tryg favn. Og jeg har siden fundet ud af, at det noget, som kendetegner Jesper og hans kone Vibeke, som han driver Skagerak sammen med. De stiller tid, ressourcer og råd til rådighed for en stribe startups. Bare fordi de kan.

“Det ligger meget dybt i os det med at kunne give en hånd, og vi har en virksomhed, der giver mulighed for det. Det er ligesom at få en hestesko til at komme op over et hegn. Vi kan godt lide at se ting udvikle sig. Opleve mennesker, der har taget sig selv seriøst,” siger Jesper Panduro.

Her kommer hans historie i min interviewrække med mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej. Den handler om at få succes ved ikke kun at lade sig styre af tal. At turde være søgende og stå ved sine følelser, og jeg tror, den kan inspirere:

Jesper Panduro

Stol på din intuition

Hvordan leder man på en måde, så man er tro mod sig selv og samtidig skaber resultater? Det gik Jesper Panduro og “vred i” længe, som han siger.

Jesper Panduro er uddannet revisor, og han blev ansat i designfirmaet Trip Trap som controller i 2001. Da han og en kollega i 2005 blev spurgt, om de ville købe virksomheden, var svaret et klart “ja.” Siden købte han kollegaen ud, skiftede navn til Skagerak og stod så med ansvaret alene.

“Det var nyt for mig at være leder, så jeg tænkte over, hvordan jeg selv var blevet ledet. Det var med en vis gammeldagshed. Det var mænd, klar struktur og få følelser. Så det var det, jeg troede, man skulle køre efter, og så prøvede jeg at dygtiggøre mig inden for det,” siger Jesper.
“Problemet var bare, at det slet ikke passede til min måde at tænke på, føle på, være på.”

Det var først, da Jesper indså, at han skulle stole mere på sin intuition, at tingene for alvor begyndte at åbne sig – både for virksomheden og ham selv.
For mens han i en periode troede, det alene handlede om bundlinje og resultater, fandt han langsomt ud af, at det ikke kan stå alene.

“Når noget ikke virker for mig, så er det en indre følelse. Jeg har en revisorbaggrund, så jeg har været vant til at måle alle mulige ting, også som menneske,” siger han.

“Det er bænken, der flytter BaliBali, så det bliver mere end et hobbyprojekt,” sagde Jesper Panduro, da vi talte sammen, mens vi udviklede bænken. Klik på billedet for at se den i shoppen.

3 Værdier

En af de ting, Jesper tog livtag med, var Skageraks på det tidspunkt største kunde. Den kunde stod for 10% af omsætningen. Så når kunden sagde “hop”, spurgte Skagerak: “Hvor højt?”. Det var usundt for virksomheden, og selvom det måske umiddelbart ikke gav økonomisk mening at stoppe samarbejdet, så frisatte det en masse energi.
“Når man driver forretning, så bliver man hurtigt fanget i tallenes kraft. Så kan det være svært at gøre op med nogle af de ting, som ikke føles rigtige for teamet og forretningen. For skal man være i det og leve med det, selvom man ikke synes det er rigtigt? Der var mit svar nej.”

I dag har Skagerak fokus på eksport, der udgør 60% af omsætningen og år efter år præsenterer virksomheden rekordregnskaber. At komme derhen har handlet om at skifte fokus. Både personligt og for virksomheden.
Jesper fortæller, hvordan Skagerak på et tidspunkt havde 9 værdier, men Jesper skulle hele tiden finde på måder at huske dem på. I dag er de skåret ned til tre:

  • Opfør dig ordentligt
  • Hav respekt for andre
  • Tag ansvar

“Det vil de fleste jo også gerne gøre hjemme,” siger Jesper.
“Og værdierne er subjektive. De kan ikke måles. De er dine egne, for du skal gøre det, du synes er rigtigt.”

I forsommeren ringede Vibeke Panduro og spurgte, om de kvit og frit skulle tage BaliBali-ting med i en sommerbutik, Skagerak laver med Proem Parades og Rudolph Care på Bornholm.

Følg BaliBali på Facebook og Instagram og hjælp os med at sprede det gode budskab

Hvad er dit primære kendetegn?

“Jeg er søgende. Nogle gange er det rigtig godt. Andre gange kan det være svært, men det søgende kan også føre over i noget visionært. Jeg er nok søgende i livet generelt. På et tidspunkt begyndte jeg at meditere, fordi jeg skulle finde en måde at slappe af på. Der var jeg heldig at blive inviteret med i buddhistisk studiekreds, og det er jeg meget begejstret for, selv om jeg ikke skal være buddhist. Jeg tager ting med over i Skagerak, som inspirerer mig. Jeg har ikke en livsplan. Jeg har drømme.”

Hvad er det vigtigste, du har opnået i dit liv?

Det var at møde min kone, Vibs. Vi mødtes i Jomfru Ane Gade, og det tog lidt overtalelse at få hende med på, at vi skulle være kærester. Vibs er et intuitivt følemenneske. Hun kan mærke et rum, når hun går ind i det. Det kan jeg ikke lære, men jeg kan lære meget andet af hende. Jeg kan se en forandring i mit liv, fra da jeg lærte Vibs at kende. Uden hende havde jeg fortsat med ting som var naturligheder og fået en bestemt form for karriere. Der, hvor jeg står i dag, er jeg meget ydmyg og taknemmelig for. Det endte anderledes på grund af Vibs.”

I 2020 satte Skagerak igen regnskabsrekord. Det glæder selvfølgelig Jesper, men “profit alene er et fattigt mål for succes,” som han siger.
“Vi skal måle på, hvordan vi som virksomhed fungerer i samfundet, for når du er en virksomhed, så har du en påvirkning.”

Han henviser til stjernearkitekten Indy Johar, som på et tidspunkt har sagt, at den største udfordring er, at vi tit løber tør for energi og motivation, før vi når de forandringer og den forskel, vi ønsker.

“Og det kræver et støtteapparat, og det er nok også derfor, jeg rækker hånden ud til folk som dig. Nogle gange har man brug for en hånd i ryggen og en hestesko. You are at it. Det skal nok gå.”

Vibeke og Jesper Panduro i de så velkendte havemøbler.

Jesper Panduro
49 år og gift med den jordemoder-uddannede Vibeke, som han driver Skagerak sammen med.
Sammen har de børnene Johanne og Simon
Uddannet revisor og i dag medejer og direktør for Skagerak.

Nyeste indlæg fra bloggen

2022-11-22T05:44:16+00:00

Titel

Go to Top