Noget kan blive så gammeldags, at det bliver moderne igen

Når pandemien gør os utrygge søger vi tilbage til det enkle, oprindelige, nære og langsomme. Dét er virkelig en af de erkendelser, der vil trække varige spor i verden, også når den åbner sig igen. Det blev jeg mindet om forleden.

Jeg havde taget scooteren ud til en lille landsby cirka tyve minutter fra vores hus i Ubud. Nogle af de kvinder, som fletter vores tasker, havde inviteret mig, så jeg kunne se, hvordan de arbejder.

Jeg ankom, mens solen stod allerhøjest på himlen. Der var varmt, tynde søjler af røg stod op fra små bambuskurve med ofringer, og vi satte os på en bænk i skyggen bag ibu Putus lille taskebutik.

Da jeg mødte ibu Putu første gang – ibu betyder fru eller mor – spurgte jeg hende, hvordan det gik med forretningen. “Very slowly,” svarede hun, og fortalte så, hvordan hun netop havde gjort to store taske-ordrer til eksport færdige, da covid ramte. Det fik kunderne til at aflyse deres bestillinger, og siden havde hun, udover os, ikke haft nogle større ordrer. Til gengæld var hendes førstesal fyldt med strandede tasker.

Ældgammelt håndværk

En stille, smilende kvinde med slanke hænder præsenterede sig som ibu Ayu og rakte mig en stor nål, hvor en lang strimmel søgræs var trukket gennem øjet. Hendes hænder strøg over græsserne som kun hænder, der har gjort det tusinder af gange før, kan gøre det, mens hun fortalte, at hun har flettet tasker i søgræs og rattan, siden hun var barn.

Som ibu Ayu og ibu Putu sad dér og langsommeligt trak strå efter strå på plads, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de her kvinder befandt sig i en slags tidslomme, den industrielle revolution var hoppet over.

Hvor maskiner, masseproduktion og teknologiske landvindinger for flere hundrede år siden fik tektoniske plader til at rykke sig i resten af verden, flettede kvinder på Bali videre, som de altid har gjort. Mens det massefremstillede, nye, billige og udskiftelige dominerede vores del af verden, holdt kvinderne her fast i et ældgammelt håndværk, som de gav videre til deres døtre, som gav det videre til deres døtre.

De dyrkede det langsomme.

Samlede græs på strandene i de tidlige morgentimer, rensede det, lod det tørre i solen i 14 dage, før de skar strimler og gav sig til at flette. Som ibu Putu sagde, var det en decideret omvæltning, da det blev muligt at købe allerede rensede strimler af søgræs, der måske endda nogle gange var sat sammen i større stykker, der kunne arbejdes videre med.

Følg BaliBali på Facebook og Instagram og hjælp os med at sprede det gode budskab

Børn, madlavning & ceremonier

“Pelan-pelan,” udbrød ibu Ayu igen og igen, mens jeg baksede med et håndtag til en taske. Det betyder “forsigtig-forsigtig”. Hun holdt et myndigt øje med mig, mens jeg prøvede at føre nålen ind mellem stingene, som hun havde vist mig. Vores snak blev hele tiden afbrudt af små grin, mens vi forsøgte at gøre os forståelige over for hinanden. Ibu Ayu på forsigtigt engelsk og mig på bumlet bahasa indonesia. Ibu Ayu har, som de fleste andre balinesiske kvinder, hovedansvar for både børn, madlavning og ceremonier. Derfor, fortalte hun, passer flettearbejdet godt til hende. Det er fleksibelt og kan gøres hjemmefra. At kunne gå til og fra arbejdet er afgørende i en hverdag, der er så gennemritualiseret som balinesernes.

Hver dag har sine ceremonier, og de udføres pligtopfyldende og grundigt. Alle kender deres plads, alle ved præcis, hvad der forventes af dem og hvilke opgaver, de skal løse. Da vi lige var flyttet til Bali, var det noget af det, der gjorde stærkest indtryk på mig. Jeg genlæste mange af de store klassikere fra det moderne gennembrud, som var en periode, der i høj grad var præget af, at samfundets strukturer eroderede. Tiltroen til kirken, patriarkatet og hierarkierne smuldrede med ønsket om en friere livsform.

Det langsomme. Det nære

På Bali har nogle godt nok smartphones og satellit-tv, men det er alligevel som om, følgerne af det moderne gennembrud aldrig nåede Bali. Mens vi i Danmark tit har travlt med at flytte os, skifte bolig, kæreste, job og identitet, så gør de fleste balinesere det modsatte. De bevarer. De værner om det bestående og den pligt, der følger med.

Ibu Putu tog leende mit efterhånden sørgelige forsøg på et flettet håndtag ud af mine hænder og rakte mig det stykke træ, de bruger til at strimle søgræsset med. Vi sammenlignede ibu Ayus sting med mine og blev enige om, at det at lave strimler måske var en bedre opgave for mig. I hvert fald, hvis jeg gerne ville hjælpe til med at gøre endnu en håndflettet taske færdig.

Da jeg om eftermiddagen kørte hjem, tænkte jeg på, hvor utroligt det er, at kvinderne og deres håndværk stadig eksisterer. Og selv om deres teknikker er gamle, så er meget af det, de står for nu igen moderne. Det langsomme, det nære. Det, som nogen har gjort sig så umage med, at man ikke bare smider det ud efter kort tids brug. Det holder – uanset hvordan verden så ellers suser forbi.