Blogindlægget her er skrevet 10. september 2025 og situationen udvikler sig dag for dag. 

Som nogle af jer måske ved, er der massive optøjer i Indonesien i øjeblikket. Foreløbig har ti mistet livet og protesterne har spredt sig fra hovedstaden Jakarta til flere andre storbyer – og Bali.


Flere af jer har spurgt til håndværkerne på Bali og situationen i det hele taget, så her kommer et kort rids af, hvad der er vigtigst at vide: 

1. Hvorfor er indoneserne så vrede, at det er endt i voldsomme optøjer?

Der er simpelthen blevet for stor forskel på rig og fattig. Mange indonesere mener, politikerne deler store pengegaver ud til sig selv, mens den menige indoneser får sværere og sværere ved at klare sig. 

Situationen i Indonesien har længe været presset. Ungdoms-arbejdsløsheden er høj, købekraften er lav – og da politikerne så for nylig vedtog et yderst generøst boligtilskud til sig selv, begyndte protesterne.  

Få dage senere kørte en pansret politibil ind i en mængde, som demonstrerede. Her blev et ungt bud, der var ved at levere mad, kørt ihjel. Med den unge mands død blev protesterne meget omfattende og meget voldsomme. Han er blevet et symbol på den dårligt lønnede indoneser, som bogstaveligt talt blev kørt over af et politi, der kæmper med korruption og mennesker, der forsøger at berige sig selv. 


2. Hvordan endte protesterne der? 

Indonesiens præsident har valgt at slå hårdt ned på demonstranterne og både politi og militær er på gaden. Ifølge det lokale nyhedsbureau Antara har politiet indtil nu arresteret 3,195 demonstranter. Heraf mere end 1,200 i hovedstaden Jakarta. På et tidspunkt brød demonstranter ind i finansministerens private hjem (hun var heldigvis ikke hjemme), ligesom flere politikeres huse er blevet raseret og regeringsbygninger og biler er sat i brand. 

3. Hvem er præsidenten, mange er så vrede på?

Probowo er kontroversiel figur. Han har en fortid som general i militæret. Har tidligere været udelukket fra USA på grund af beskyldninger om overtrædelse af menneskerettigheder. Og så er han svigersøn til den tidligere frygtede diktator Suharto, der holdt Indonesien i et jerngreb i årtier. (DRs podcast ‘Tyran’ har afsnit liggende om ham, hvis nogle vil vide mere).
 

Probowo overtog præsidentembedet i oktober sidste år med løftet om at stoppe korruption og forbedre folks hverdag, men nu frygter mange, at militæret er ved at få al for stor magt – samtidig med, at indonesere får sværere og sværere ved at få hverdagen til at hænge sammen. 

4. Hvad siger vores folk på Bali?

Protesterne har også spredt sig til Bali, hvor flere demonstrationer er slået ned med tåregas. Foreløbigt går hverdagen sin vante gang for vores folk, men som Julia, der styrer slagets gang på Bali, siger: 
“Vi forstår demonstranterne.”

5. Hvad så nu?

Præsidenten har fyret fem ministre og vil nu ikke længere give politikerne så høje boligtilskud. Det har gjort, at situationen er blevet bedre den seneste uge. 
Men om det er nok til at dæmpe gemytterne, må tiden vise. I værste fald er frygten, at den demokratiske stabilitet i verdens største, muslimske land er truet. 

Og hvad gør BaliBali?

Ikke andet, end vi plejer. Det vil sige, at vi forsøger at bidrage til at skabe varige arbejdspladser til dygtige mennesker på Bali og naboøerne i Indonesien.