Der er altid en dråbe, der får bægret til at flyde over, ik’?
Jeg kan ikke længere huske, om det var fornemmelsen af at køre igennem Ubuds spøgelsesgader under pandemien, og vide, at folk levede af ris bragt til dem fra staten, der var den berømte dråbe. Eller om det var, da en venindes svigermor brækkede sin hofte og blev sendt hjem fra hospitalet med en pakke Panodil, fordi ingen kunne betale for operationen …

Jeg ved bare, at jeg er heldig med mit rødbedefarvede pas.

Men når man først har set, hvordan balinesernes liv igen og igen bliver væltet omkuld, når turisterne af den ene eller anden grund forsvinder, så er det svært at vende det blinde øje til.

Jeg hedder Silke Bock Vibholt og er 41 år. Sammen med min mand Anders og vores tre piger, Nora, Agnes og Olivia har jeg tilbragt næsten fem år på Bali.

Jeg er oprindeligt journalist, men da covid fjernede alt for manges mulighed for at forsørge sig selv, begyndte jeg at sælge håndlavede møbler, fremstillet på øen, til danskere.

Min idé var, at sende at sende arbejde og økonomi til øen og styrke dens håndværkstraditioner.

Jeg har fundet producenterne ved at drøne rundt på øen på min scooter, og selv om jeg i dag bor i Danmark, besøger jeg jævnligt værkstederne, så du kan følge med i, hvordan det går med fremstillingen af tingene – og de mennesker, som laver dem.

Du kan følge med i det hele – på godt og ondt – lige her på bloggen.

God fornøjelse.