Han er strikker og mand. Hans store passion kræver pinde mellem hænderne, men han kunne ikke drømme om at hive strikketøj frem offentligt. Og hver eneste gang han strikker en pind eller planter en blomst, så tænker han på sin mormor.
Mød Slavi Thomsen, som flere måske kender som instagrammeren @mandmedpinde.
Jeg interviewer inspirerende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig? Et af dem er 39-årige Slavi, der er noget så sjældent som en mandlig strikker.
I morbærtræernes skygge
Slavi voksede op i en lille landsby i Bulgarien. En af dem, hvor man i gamle dage dyrkede silkeorme. Langs vejen var der plantet morbærtræer, og i træernes skygge sad de ældre kvinder og strikkede. Strømper, huer, vanter.
På samme måde som de syltede, bagte og fyldte op i forrådskamrene, gjorde de sig klar til vinteren ved at sikre sig mod kulden.
“Mange havde ikke råd til at købe nyt tøj. Det var en rigtig hård periode for rigtig mange,” siger Slavi.
Det var dengang i 1990erne
Dengang, Bulgarien stod midt i en overgang fra kommunisme til demokrati. Hvor landet kæmpede med at finde nye markeder som erstatning for de tidligere samarbejdslande i Sovjetunionen. Hvor banker kollapsede, strejker og demonstrationer greb om sig og der i vinterperioderne var social nød og mangel på selv de mest basale dagligvarer.
I dét Bulgarien voksede Slavi op. Hans mormor strikkede meget og spandt selv uld, og Slavi hjalp hende med at karte og vaske. En dag spurgte Slavi, om hun ville lære ham at strikke. Og det gjorde hun.
Dengang var Slavi 8 år, og mens alle kvinderne i landsbyen strikkede, gjorde ingen af mændene. At Slavi gerne tilbragte en masse tid med pinde mellem hænderne, blev der dog ikke gjort noget særligt ud af.
Strik i mørket
For den 8-årige dreng var det magiske aftener, når han sad med landsbyens kvinder, der strikkede, delte historier fra gamle dage – og sladrede.
“Jeg elskede at sidde med min mormor, som fortalte om livet før og under krigen. Og jeg elskede at lytte til historierne. Jeg var rigtig god til at lytte,” siger Slavi.
Kvinderne censurerede heller ikke, når snakken løb om, hvem der havde været i seng med hvem og hvem der blev gift med en, som havde været gift før.
“Dét gik de meget op i,” siger Slavi og ler.
“Om nogle havde været gift før. Jeg lyttede bare. Og så gik jeg hjem og fortalte det til min mor.”
At han 13 år senere skulle få et nyt hjemland, anede Slavi ikke dengang.
Ramt af kærlighed
Hver morgen står Slavi op og tager på arbejde i Kastrup Lufthavn, og det har han gjort de sidste 13 år. Kærlighed bragte ham til Danmark.
Den ramte ved et tilfældigt møde, da Slavis mand, Johnny, var på ferie i Bulgarien. En lille måned senere tog Slavi til Danmark for at se Johnny igen.
“Resten er historie. Jeg kom aldrig tilbage. Jeg blev her bare” siger han.
“Det var jo kærlighed, først og fremmest. Vi tog bare en beslutning.”
Slavi kendte i begyndelsen 1 menneske i Danmark. Og det var Johnny.
“Men jeg er ikke typen, der sidder og venter på, at nogen banker på min dør. Jeg er god til at skaffe kontakter.“
En af måderne, Slavi gjorde det på, var ved at tage til strikkecaféer. Han tog også på strikkefestivaler og involverede sig i webstrikkerne.
Men selv om strik har fulgt Slavi altid, vil han gå langt for at undgå de reaktioner, der kommer, hvis han strikker offentligt.
Orker ikke reaktionerne
Slavi strikker for sig selv. Og allerhelst hjemme, når han sidder i sofaen og hygger sig. Han hiver til gengæld aldrig strikketøjet frem i metroen, på arbejde eller i flyet.
“Det er ikke lige mig,” som han siger.
“Jeg vil ikke tiltrække så meget opmærksomhed. Jeg får en masse blikke, mange forskellige reaktioner. Det bryder jeg mig ikke så meget om. På en færge tager jeg altid strikketøjet med op, men jeg strikker aldrig.”
Til gengæld deler han dagligt ud af sin strik til sine mere end 11.000 følgere på Instagram.
Møder du Slavi til en strikkefestival, er chancen til gengæld stor for, at han sidder og nørkler med en sweater. Han strikker også gerne, når han er i strikkecafé.
“Hvis jeg er et sted, hvor der er andre strikkere, så er jeg meget åben, for så stikker jeg ikke ud fra mængden,” siger Slavi.
På hans instagram-profil går Slavi også gerne i detaljer med garn, ribkanter og hvordan han har tilpasset en opskrift, så han ikke ender i stumpebluse. Men han deler aldrig ud af sit privatliv.
“Det er ikke vigtigt at fortælle, at nu har jeg haft en god eller en dårlig dag, hvad jeg spiser og hvad jeg laver i min fritid. Jeg vil gerne fortælle om min strik, og mit privatliv er irrelevant for det, jeg kan med pinde.”
Måske er det derfor, Slavi ikke har noget i mod opmærksomheden på Instagram.
“Jeg ville lyve, hvis jeg ikke siger, jeg nyder den opmærksomhed, jeg får,” siger han.
“Jeg synes, det er fantastisk, at så mange synes, at en mand, der strikker er noget særligt.”
Tre hurtige til Slavo:
Hvornår er du virkelig glad?
“Nu fortæller jeg helt åbenhjertigt. Men hvis jeg har haft en hård dag på arbejde og så fredag kører op i sommerhuset og ser en blomst, jeg har ventet på skal springe ud i et helt år. Og så er den sprunget ud. Jeg kan gå rundt i den have og se på blomsterne, og min have gør mig virkelig glad. Det er min mulighed for at komme væk fra byen og hverdagen og nærmest gemme mig i mit sommerhus.”
Hvad er din største frygt:
“Det er at være alene. At blive alene. Jeg kan godt lide at være alene nogle gange men ikke hele tiden. Det er en tanke, der kommer engang imellem, og sådan har det været, siden jeg var lille.”
Hvad er din største bedrift?
“At jeg kom til et land, hvor jeg ikke kendte til noget og har skabt mig et fantastisk liv.
Det er min største bedrift.”
