Forleden havde jeg en mærkelig oplevelse: Jeg sad i et video-møde, da hele huset begyndte at gynge. Ikke sådan en lille smule, men virkelig meget.
“Børnene er nedenunder,” halv-råbte jeg, før jeg smed på og løb.
Et stort jordskælv på 5,9 havde ramt ud for Balis kyst, og det var dét, der kunne mærkes helt inde midt på øen i byen Ubud, hvor vi bor.
Fem minutter senere, da jeg havde set, alt var godt, loggede jeg mig ind på mødet igen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det jordskælv på en måde var symbolsk. Jeg følte i hvert fald, at jeg stod på gyngende grund i den afbrudte snak. Fordi.
Jeg har allieret mig med et marketingbureau. Og det føles på en gang meget underligt, fordi BaliBali består af håndværkerne + sådan cirka 1 menneske, som er mig – foruden de allervigtigste, nemlig jer, der hjælper med alt fra at like et opslag, til at klikke en gave hjem, måske endda tage et foto af den eller har anbefalet BaliBali til andre.
Og så selvfølgelig mine svigerforældre, der sender ordrer ud en gang om ugen og en rigtig god fyr, der hjælper med hjemmesiden.
Men selvom det stritter lidt på mig, tror jeg også på, det er rigtigt, og jeg vil gerne prøve at forklare, hvorfor.
Jeg gør det ikke, fordi det er uden risiko. Som chefen for det bureau, jeg samarbejder med, sagde på sin helt egen og meget ærlige facon:
Det kan hurtigt blive en rigtig dårlig investering at poste penge i marketing til BaliBali. Men det kan også blive godt.
Så altså. Derfor holder jeg møder med gut, som hedder Simon. Hver gang, han toner frem på min skærm, sidder han foran sådan en kunstig plante, der lidt ligner en stor broccoli-hat. Det, synes vi begge to, er ret sjovt. Simon bruger ord, jeg er ved at lære at kende og sender lige så mange emojier i sine beskeder, som jeg selv gør. Jeg kan virkelig godt lide ham. Også selvom han også kan finde på at sige, det kan være, der ikke sker det store, selv om vi poster penge i det.
Så hvorfor egentlig?
Det er i virkeligheden ret simpelt: Jo flere ordrer, der triller ind, jo mere arbejde er der til håndværkerne.
Og så længe håndværkerne kan lave mere, end jeg kan sælge og der er ledige hænder på Bali, som gerne vil flette en kurv – så giver det mening at prøve at nå ud til flere mennesker.
Der er også en anden, vigtig og mere sårbar grund: Jeg når ikke lige så mange på de sociale medier, som jeg gjorde engang. Mange siger, det er algoritmen. Måske laver jeg dårligere indhold. (Hvis det er tilfældet, håber jeg, du fortæller mig det!)
Uanset hvad er det en stor udfordring, når det er dér, jeg møder jer og har et vindue ud til verden.
Så derfor prøver jeg nu noget nyt. I håb om at flere får øjnene op for håndværkernes ting.
Jeg er så pavestolt af det, de laver. Og jeg tror på, flere gerne vil eje håndværkernes håndværk. Men jeg ved også at langt, langt de fleste danskere stadig ikke aner, hvad BaliBali er.
Det er dét, Simon og hans kolleger skal hjælpe mig med at ændre.
Så det kan godt være, du støder på en reklame fra BaliBali i den kommende tid, hvor vi afprøver forskellige måder at overbevise flere om, at de må eje en BaliBali-kurv. Og vil du ikke godt hjælpe mig med noget? Ser du noget, du synes, ser helt mærkeligt ud – eller er virkelig godt – så prik lige til mig.
I de her dage venter jeg på, Simon vender tilbage med forslag til, hvilke billeder og hvilken tekst, vi kan bruge og det er ærligt talt ret grænseoverskridende. Fordi BaliBali er hjerteblod og jeg har lyst til at styre ALT. Men jeg prøver også at sige til mig selv, at jeg investerer i at få nye input og nye indsigter – så håndværkerne på sigt forhåbentlig får endnu mere at lave.
Og så lige et virkelig vigtigt PS.
Den allerbedste måde at nå flere folk på, er aldrig marketing. Det vil altid være en anbefaling. Så har du en ven/kusine/kæreste/studiemakker/strikkeklub/sommerhusejer/renoverings-type/nabo eller andre, du tænker vil synes, BaliBali er interessant, så håber jeg, du fortæller løs.
