Kære allesammen

Nogle gange er det bedre for blodtrykket først at se ting, EFTER de er sket. Sådan har jeg det lidt med det her foto, som Julia sendte mig i går. For det ligner ikke kurve, der kommer sikkert frem, vel?

Men det gør de. Og det skyldes i høj grad Julia, der aldrig hopper over, hvor gærdet er lavest: Først bliver hver eneste kurv kvalitetstjekket af hende på værkstedet. Derefter bliver de kørt til skrædderne, som syr de aftagelige vaskeposer i. Når det er gjort, bliver kurvene gennemgået endnu en gang, inden de sendes videre til fragtfolkene.

Her bliver de kvalitetstjekket én sidste gang, pakket omhyggeligt ind i papir og pap, fyldt i en container og så kørt til havnen i Surabaya.

Så selv om et foto som det første, umiddelbart ser lidt vildt ud, så minder det mig også om, hvor mange hænder vores kurve passerer igennem, før de står hjemme hos jer.

Om nogle uger lander den her sending hos mig i Roskilde. Og kort tid efter finder de forhåbentlig vej hjem til jer – i bryggerset, på badeværelset eller i soveværelset.