Tre af de ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg skulle bygge BaliBali i dag

Ingen undgår at begå fejl. Men hvis vi deler dem med hinanden, kan vi måske hjælpe andre til at styre udenom de samme huller, vi selv er hoppet i. 

Her er tre ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg skulle i gang med at bygge BaliBali. 

Stramt. Sådan kan det, helt ærligt, godt føles nogle dage.

1. Du skal ikke tro. Du skal vide:

Da den allerførste container fyldt med håndlavede møbler skvulpede afsted på havene mellem Bali og Danmark, opdagede jeg en kæmpe brøler, der kostede mig lange dage med sved på panden og mange, mange tusind kroner.
Her er, hvad der skete:

Jeg sad en formiddag og skulle søge importtilladelse fra EU. Det skal man nemlig have, så myndighederne ved, man ikke fragter ulovligt træ ind i Europa. Til det skulle jeg bruge nogle numre, der stod på den pakkeliste, som viste, præcis hvilke kasser, der var med containeren.  

Under den her pakning blev noget efterladt på lageret. Det endte i en ret stressende situation.

Jeg fandt listen frem, og begyndte at nærstudere tallene. Jeg kiggede igen og igen – for der var noget, som ikke hang sammen. Der stod en del færre sideborde og bakker på listen end håndværkerne havde lavet – og jeg havde solgt. Der var, med andre ord, en hel del mennesker i Danmark, som havde købt og betalt ting, de (og jeg) troede var på vej. Men som ikke var med containeren, der var sejlet afsted 6 uger forinden.

Først forsøgte jeg at hitte rede i de 50-100 beskeder, der var gået frem og tilbage om forsendelsen. Så ringede jeg til pak Wayan, der emballerer og pakker containeren. Jeg ringede også til værkstederne og fik langsomt stykket realiteterne sammen. Da pak Wayan og hans folk havde lavet tetris med de mange kasser, indså de hurtigt, at der ikke var plads til det hele. Så sammen med chefen for et af værkstederne tog de en beslutning om at lade nogle af tingene stå på pak Wayans lager. Det var en nødvendig beslutning og en fin beslutning. Problemet var bare, at de begge to havde regnet med, den anden gav mig besked. Så jeg anede det ikke. Og havde end ikke overvejet at tjekke, hvad der var kommet med.

Glade mennesker henter deres BaliBali-køb, da første container landede i København. 

Anders, min mand, var ret rolig. Det var jeg ikke. Jeg husker, han sagde noget med, at man ikke kunne undgå at begå fejl. Det sagde jeg også til mig selv, men det hjalp ingenting. Jeg kunne ikke holde ud, at jeg i seks uger havde solgt nogen noget, der alligevel ikke kom. Løsningen blev, at vi hu-hej sendte en LCC, der er en mindre del af en container, afsted og skæbnen ville, at den første container sad fast i Singapore i ugevis og de to forsendelser derfor landede samtidig.

Det vidste jeg dog ikke, så jeg havde skrevet til 60 mennesker og fortalt, deres ting blev forsinket. Det var ikke de sjoveste mails at skrive. Senere måtte jeg så fortælle, at tingene alligevel kom samtidig med det øvrige.  

Havde jeg tjekket tingene ordentligt igennem i første omgang, havde jeg kunnet undgå at sælge varer, der ikke fandtes i containeren. Så jeg øver mig i at blive bedre til at vide og ikke kun tro. 

2. Du skal planlægge meget – ikke lidt:

På en solrig sommerdag i juli landede endnu en container i Osted. Jeg havde fundet et lagerrum i den lille, sjællandske by og glæden var stor, da en lastbil med containeren fyldt med håndværkernes ting trillede ind på gårdspladsen.

Jeg havde ikke tænkt over, at det kunne være smart, tingene stod på paller, så de kunne løftes ud af containeren med en palleløfter. Så de hundredvis af papkasser, der stod foran os, da containerdøren blev åbnet, måtte vi bære ind på lageret ved håndkraft. I et virvar af svigerforældre, forældre, børn, niecer, nevø og en flok lokale spejdere gled kasserne ind på lageret en efter en. 

Det var dér, jeg ville ønske, jeg havde tænkt mig lidt mere om. For hvor stod lige kassen med de lyseblå tørklæder? Når vi så samtidig pakkede boksene som kinesiske æsker for at minimere CO2-aftrykket ved fragt, så har mine svigerforældre, der hver uge sender pakker ud, flere gange rykket sig i håret og kravlet rundt på toppen af pappet og hevet tunge bokse ind og ud af lageret for at finde frem én bestemt. Det nytter ikke noget at vide cirka, hvor kasse nummer 67 står.

Havde jeg været lidt mere tjekket i min planlægning, havde vi sparet mange, mange kræfter. 

Forestil dig at skulle finde en af kasserne helt inde bagved

3. Det går op og det går ned, og du skal bare blive ved:

Jeg blev i så dårligt humør alt for mange morgener, at jeg har været nødt til at ændre min morgenrutine. Der er syv timers tidsforskel på mig på Bali og jer i Danmark. Og det betyder, at jeg hver morgen vågner og kan tjekke salgstallene for den foregående dag. Nogle dage giver det fyrværkeri i maven. Andre sender det mig ned i kulkælderen.

Min selvudnævnte mentor, Jesper Panduro, som er direktør og medejer af Skagerak, prøvede at forberede mig på et meget tidligt tidspunkt, hvor jeg slet ikke havde nået at  forestille mig, at der kom gode og mindre gode perioder løbende. Han sagde, jeg altid skal huske at have det lange lys på. Tænke langsigtet. Også i forhold til ikke at måle, hvordan det går på, hvordan salget gik i dag eller i går eller i morgen. Og selvom jeg godt ved det og kan sige det til mig selv, har jeg stadig ikke fundet den gyldne formel for, hvordan jeg arbejder med det. For jeg vil jo gerne så snart som muligt kunne køre ned til håndværkerne og bede dem om at lave noget mere.

Som en start undgår jeg at tjekke nye ordrer før morgenkaffen og fokusere på nogle af de ting, der tilsammen udgør det lange lys: At flere læser med, at jeg får en del henvendelser fra folk, som gerne vil sælge håndværkernes ting, at rigtig mange skriver og er glade for deres ting. 

Men har du gode råd til, hvad jeg ellers kan gøre, så tager jeg meget gerne i mod.

Hjælp os med at sprede ordet om BaliBali. Jo flere vi er, jo mere arbejde kan der komme til håndværkerne.
Følg BaliBali på Instagram og Facebook.

Håndlavet. Langsomt.

Se andre blog-indlæg

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes Én lever i et andet land end sin mand på grund af corona. En anden strikker “hele tiden.” En tredje frygter kedsomhed og en fjerde elsker at rejse og prøver at åbne verden for sine elever. Jeg interviewer...