Her er tre ting, jeg har bidt mærke i på min sommerferie i Danmark

Det var en stor dag, da vores container den 10. juli trillede ind på gårdspladsen i Osted. Vi havde ventet og ventet. Min mand, vores børn, mine svigerforældre, forældre, niecer, nevø og tre søde spejdere, jeg havde hyret til at hjælpe med at tømme containeren. Min mor var begyndt at sige ting som: “Under 1. Verdenskrig kunne man levere op mod 8 millioner breve ved fronten. Hver dag.” 

Men så kom den. Endelig.

Så nu har vi et lager, og det betyder, at leveringstiden bliver kort. I skal ikke længere vente i ugevis på at få tingene sejlet til Danmark. De står allerede i Osted, hvor mine svigerforældre en gang om ugen kører ud og pakker ordrer. Det har helt klart været den største milepæl i min sommerferie. 

Men tiden i Danmark har også fået mig til at tænke over andre, markante forskelle på Danmark og Bali. Her kommer tre af dem:

40 fod. Så lang var containeren. Vi løftede alle kasser ud ved håndkraft og fik dagens motion.

1. ET FEDT JOB ER IKKE ALTID LIG PRESTIGE

For et par uger siden sad jeg en lys sommeraften med en veninde på en restaurant i København. Vi talte om arbejdspres, om følelsen af ikke altid at slå til i forhold til familien og om drømmen om mere frihed i hverdagen. Der slog det mig, hvor markant en anderledes tilgang, balinesere har til deres arbejde. På Bali kan du være skraldemand og høvding, gadefejer og højt placeret i landsbyrådet. Pointen er, at din status er uafhængig af dit job.

Mens vi i Danmark tit har travlt med at jagte en ny identitet, et nyt arbejde, en ny nabo, en ny bolig, så bevarer balineserne det bestående. De dyrker en ældgammel kultur og religion, hvor alle kender deres opgaver – og det fjerner på godt og ondt ærgerrigheden. Før corona ramte Bali og hundredtusinder mistede deres job, oplevede jeg flere gange, hvordan kvikke hoveder afslog, når jeg foreslog dem en måde, de kunne avancere på eller tjene flere penge. “No thank you, ibu,” lød det tit.” “I have enough.”

Hvis nogen havde sagt til mig for 3 år siden, at jeg ville importere møbler fra Bali for at skaffe arbejde til håndværkere, havde jeg slået en høj latter op. Jeg er journalist og havde aldrig forestillet mig at have håndlavet interiør på lager i Osted.

2. FAMILIE ER NOGET, MAN SELV SØRGER FOR

En af de første jeg besøgte, efter vi landede i Danmark, var min mormor. Hun er dement og bor på plejehjem. Hendes afdeling består af kun 7 andre demente, og der er udgang fra lejligheden til den smukkeste, blomstrende have, drivhus og fællessang med det, der virkede som de herligste hjælpere. Jeg er dybt taknemmelig for, at min mormor er havnet lige præcis det sted. Men på Bali ville det aldrig være sket. Her bor man sammen i compounds, hvor generationer deler grund og templer og ellers har et værelse eller to per familie. De ældre passer de yngste børn, hvis forældrene arbejder. Forældrene passer de ældre, når de bliver gamle – og sådan fungerer det i deres helt eget økosystem.   Det kan lyde som en romantisk drøm, men indebærer nok også en vis portion social kontrol, som måske ikke altid er let, hvis ens personlighed ikke er snorlige. Men det er anderledes og tankevækkende.

Putu, som jeg køber håndflettede tasker af, er den fødte optimist. Som hun plejer at sige: “Little by little we maybe all better soon.”

En stille stund på Tunø. Vi har lige fået at vide, at Indonesien er gået i hård nedlukning. Mange har ventet og ventet og ventet på, at turisterne kommer tilbage og sender triste beskeder.

3. INGEN ER SIKRE, FØR ALLE ER SIKRE

Det har været surrealistisk at være på ferie i Danmark, hvor min fornemmelse i det store hele er, at corona er noget, vi er ved at være på den anden side af. Samtidig er sundhedsvæsenet i Indonesien ved at knække under antallet af indlagte. Mens vi herhjemme stort set har smidt mundbind og vristet os fri af restriktioner, så er Bali igen havnet i en streng lockdown sammen med resten af Indonesien: Skolerne er lukkede, der er adgang forbudt for turister og mange er ved at være enten modløse eller desperate. Det skyldes ikke, at balineserne er dumme eller har handlet forkert. Det skyldes et totalt underfinansieret sundhedsvæsen og dårlig adgang til vacciner. Mens Vesten har været (måske lidt for) dygtige til at skaffe vacciner, så har kun 5,5 % i følge CNN fået et stik i Indonesien. Og det er ud af en befolkning på 275 millioner mennesker. Problemet er, at pandemien kan blive langvarig for alle, for der kan blive ved med at opstå nye varianter, så længe virus har så let spil. Som en UNICEF-leder formulerede det meget præcist i maj:
“In our interdependent world, no one is safe until all is safe.”

Så selvom der er kulturforskelle på godt og ondt og heldigvis for det, så har vi et ansvar for, at forskellene i sundhed og levevilkår ikke bliver for urimelige. Og så skal vi huske, at vi måske også kan lære af andre, der bygger deres liv på værdier, der er anderledes end vores. Måske kan nogle af dem endda inspirere?

Se andre blog-indlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg Her på bloggen skriver jeg løbende om processen – fra bestillinger bliver lagt, til håndværkerne er i gang og tingene er hjemme på lageret i Danmark. Men i 2021 begyndte jeg også at interviewe inspirerende mennesker, jeg har mødt på min...

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønskerJeg husker tydeligt den dag i marts 2020, hvor vi fik besked fra pigernes skole her i Ubud. Den ville lukke ned to dage før forårs-ferien på grund af den nye virus fra Kina. “See you after the break,” sluttede skolelederen og vi tænkte: Nå...

Copy link
Powered by Social Snap