Mød håndværkeren Putu. Hendes historie er (også) historien om Bali

Tilbage i 1980erne, dengang Bali for alvor begyndte at udvikle masseturisme. Dengang voksede Putu op i en lille landsby cirka 10 kilometer uden for byen Ubud.
Hjemme i familiens bofællesskab sad hun hver dag efter skole og flettede tasker i søgræs og palmeblade sammen med sin mor og mormor.

“Vi havde brug for de ekstra penge, vi fik for vores tasker, hvis vi skulle have råd til, at jeg gik i skole,” siger Putu.

Og sådan var det for næsten alle landsbyens piger, som på den måde lærte flettehåndværket af deres mødre, som havde lært det af deres mødre.

Det var nødvendigt. Men det var også, fortæller Putu, en hyggelig måde at være sammen på.
“Sådan gjorde vi dengang,” siger Putu.
“I dag er alting forandret.”

Da jeg møder 39-årige Putu i hendes lille taskebutik, sidder hun bag sit skrivebord i et rum, hvor der fra gulv til loft står tasker på lange hylder langs væggene. Putu er en lille, smilende kvinde, som altid har noget i hænderne: En taske, hun er ved at flette. En ofring til guderne. En solhat, hun er ved at sy label i.
Hun er også nervøs, siger hun.
“Jeg er jo bare Putu og slet ikke interessant.” 
Men der tager hun fejl. 

Putu forklarer forskellen på at flette i rattan (tasken) og palmeblade (hatten). 

Jeg interviewer inspirerende mennesker, som jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig. Et af dem er Putu, der organiserer de kvinder som fletter tasker, solhatte og solskærme til os.

Putus historie er historien om Bali. Den er et mikrokosmos på øens fortid, der både rummer terror, milliardinvesteringer og millioner af gæster med penge.

Alt sammen med store konsekvenser for de mennesker, som øen egentlig tilhører.
Så her kommer historien om Putus familie og historien om Balis turisme. De hænger nemlig tæt sammen. 

Følg BaliBali på Instagram & Facebook og hjælp os med at fortælle om håndværkernes arbejde.

Et dramatisk årti

Længe før Putu blev født, tilbage i 1940erne, lavede Putus bedstemor hver dag traditionelle retter. Dem tog hun med hen i sin lille madbod. Når der ikke var kunder, flettede hun hatte i palmeblade, som hun også solgte. På den måde sad hun hver dag og passede sine gøremål, mens verdenshistorien buldrede forbi.

1940erne var et dramatisk årti for Bali: Efter århundreder, hvor både spaniere, portugisere, englændere og hollændere havde udnyttet Indonesiens rige naturressourcer, besatte Japan Bali under Anden Verdenskrig.
Da de allierede styrker drev japanerne på flugt, erklærede Indonesien sig uafhængigt i 1945.
Med uafhængigheden fulgte også landets første præsident, Sukarno, der havde været en markant leder af nationalist-bevægelsen under koloni-styret.

Sukarno elskede at komme på Bali og satte et mål om at tiltrække flere turister til øen. Han ville udvikle Bali til en ferie-destination, hvor det, turisterne oplevede, var kultur.
Det skulle få stor betydning for Putu og hendes familie. 

Sådan skulle Bali brandes

Overfor den lille bod, hvor Putus bedstemor solgte mad, var der en udendørs scene. Op gennem 60erne kunne hun tit se balinesiske dansere opføre ketac. Ketac er en dramatisk danseforestilling, der foregår i det åbne ved solnedgang. Der er ingen musik, kun 40-50 mandlige dansere i bare overkroppe, som lader et drama mellem det gode og det onde udspille sig foran publikum.

Bali er en af de bedst bevarede ældgamle kulturer med en meget synlig hinduistisk praksis, der gennemsyrer hverdagen for alle. Besøger du Bali, undgår du ikke at se farverige processioner, kvinder med ofringer stablet på hovedet og mænd, der dirigerer folk ind og ud af de tusindvis af templer.

Det var dét, præsident Sukarno ville tiltrække turister med. Han opfordrede indonesere til at besøge øen. Der blev bygget store regeringsejede hoteller og Sukarno trak over årene selv berømtheder som Robert Kennedy og Ho Chi Minh med til øen.

Jeg havde taget min veninde, Julia, med til interviewet, så hun kunne hjælpe med at oversætte.

Strategien lykkedes. Og i takt med at flere besøgte Bali, fandt nogle af dem også ud til Putus landsby. De havde hørt om kecak-dansen og ville opleve den. Nogle købte de håndflettede hatte og andre efterspurgte nye produkter. Dem kastede Putus bedstemor sig ud i at lave. 

“Vi prøvede at innovere produktet,” som Putu siger.   

Taskerne her er flettet i rattan. Hver kvinde har sit eget mønster, så derfor er de forskellige. Her er vi hjemme hos designer Chris Liljenberg Halstrøm.

Turismen overtager

Med tiden overtog Putus mor den lille madbod i landsbyen og byggede på familiens land den butik, Putu i dag bestyrer. De solgte ikke længere kun deres egne, flettede ting, men købte også fra landsbyens kvinder og solgte dem videre.
Det var ikke noget, familien blev rig af, men den havde det fint, og for Bali gik bare opad og opad.

Op gennem 80erne og 90erne tog masseturismen virkelig fart. Udenlandske investorer opkøbte land. Hoteller skød op overalt på øen. Balineserne begyndte at uddanne sig som kokke, tjenere og bestyrere af de mange nye steder. De kørte turister rundt i deres biler som guider, investerede i både, der kunne sejle folk til de nærliggende øer og åbnede restauranter og caféer, hvor besøgende i varmen kunne få sig en forfriskning.
Det kunne også mærkes hos Putu og hendes familie:

Hotellerne begyndte at efterspørge små, flettede skåle til værelserne og tasker, gæsterne kunne tage med til stranden. I den nærmeste hovedby, Ubud, udviklede det store marked i centrum af byen sig til et marked primært for turister, og flere af boderne derinde, ville også gerne sælge de håndflettede ting.

Det gik opad og fremad.
Lige ind til nogle terrorister satte en stopper for udviklingen. 

Bomberne rammer

Den 12. oktober 2002, i byen Kuta på den sydlige del af øen, detonerede terrorister tre bomber. 202 mennesker mistede livet, 209 blev såret – og de fleste af dem var turister. Bag angrebene stod en radikal, islamistisk gruppe, der ikke havde nogle særlige bånd til Bali. Men på Bali var der udlændinge som kunne sikre massiv omtale.
Angrebet støvsugede øjeblikkeligt øen for gæster. Ikke bare i en uge. Ikke bare i en måned. Som Putu siger:
“For os ramte det i næsten to år. To år med meget få ordrer.”
Hun ryster på hovedet.
“Det var svært.”

Som I kan se, er Putu ikke den højeste kvinde i verden.

5,7 millioner turister

Men gæsterne kom tilbage. Og da flyene igen begyndte at lande, gik det stærkt. Op gennem 00erne var det, som om der ikke var nogen øvre grænse: I 2017 slog Bali rekord, da 5,5 millioner turister besøgte øen. I 2018 steg tallet til 5,7 millioner.
Bali var blevet en rig ø efter indonesiske forhold. Bruttonationalproduktet var steget til at være tre gange så højt som på naboøen Nusa Tenggara Barat.

For Putu og Putus mor havde det også overraskende konsekvenser. De fik en hel del ordrer men havde svært ved at følge med.

Fordi så mange balinesere nu arbejdede med turisme var bedstemødrene, der ellers flettede tasker, nødt til at passe deres børnebørn, mens forældrene var på job. Fletterne kunne, med andre ord, ikke nå så meget.
Presset kom også fra en anden side.

Globaliseringen gik nemlig heller ikke Putus lille taskebutik forbi. Kunderne i udlandet indhentede også priser på lignende varer i Vietnam og Thailand. Og de pressede Putu på to ting:
“De spurgte hele tiden, om de ikke kunne få det hurtigere og hurtigere og billigere og billigere.“

Et håndværk under pres

Oppe på loftet i Putus butik står der flere hundrede tasker og samler støv.
Da pandemien ramte, havde Putu to store ordrer til kunder i Spanien og Frankrig. Hun havde fået produceret tingene, men ordrerne blev aflyst. Selv om taskerne blev lavet, faldt betalingen aldrig. Der er heller ingen hoteller, som har brug for nye skåle eller tasker til deres gæster. 

En af Putus solskærme og tasker er landet i Danmark.

Når Putu i dag tænker på fremtiden, er hun “lidt bekymret”, som hun siger. Hun tror egentlig, at turisterne nok skal vende tilbage og at ordrerne stille og roligt vil gøre det samme. Putus bekymring kredser også om noget andet, der i virkeligheden siger meget om, hvordan Bali har udviklet sig. Og hvorfor de manglende turister i dag rammer så hårdt.

Putu er selv en af de yngste flettere tilbage i landsbyen, for hendes egen generation er chauffører, tjenere, kokke, guider, receptionister og alt, hvad der ellers har med turister at gøre. Børnene går ikke længere i skole en halv dag, som hun selv gjorde, men en fuld dag, så håndværket bliver ikke givet videre til børnene.
Hendes egen datter har heller ikke lært at flette. 

“De skal bruge meget mere tid på at studere,” siger hun.
“Og så skal de selvfølgelig også lege.”

Frie bedstemødre
Til gengæld har Putu nu alt for få ordrer og alt for mange flettere. Fordi så mange i servicebranchen er blevet fyret, er bedstemødrene blevet frisat. Fordi børnenes forældre har mistet deres arbejde, har de nu tid til selv at passe deres børn. Det giver bedstemødrene tid til at dyrke deres håndværk.
“Nu har jeg bare næsten ikke noget arbejde til dem,” som hun siger.
Putu kigger ned på sine foldede hænder og smiler så.
“Men langsomt, langsomt. Langsomt skal det hele nok blive godt igen.”

Her er Putu ved at skrive en regning til mig, efter jeg lige har lagt en stor ordre hos hende. 

 

Se andre blog-indlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg Her på bloggen skriver jeg løbende om processen – fra bestillinger bliver lagt, til håndværkerne er i gang og tingene er hjemme på lageret i Danmark. Men i 2021 begyndte jeg også at interviewe inspirerende mennesker, jeg har mødt på min...

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønskerJeg husker tydeligt den dag i marts 2020, hvor vi fik besked fra pigernes skole her i Ubud. Den ville lukke ned to dage før forårs-ferien på grund af den nye virus fra Kina. “See you after the break,” sluttede skolelederen og vi tænkte: Nå...

Copy link
Powered by Social Snap