Jeg sagde, det nok var umuligt. Men det accepterede Michelle Hviid slet, slet ikke

Det var lige godt pokkers. Sådan tænkte jeg, da vi en solskinsdag i juli åbnede dørene til containeren foran BaliBali-lageret i Osted og fik øje på det 4,5 meter lange, håndflettede møbel. Jeg fiskede min telefon op af lommen, tog et foto og skrev til Michelle Hviid:
“Så er der sofa!!!”

Svaret kom i løbet af få sekunder:
“Jaaaaaaaaaaaaaa.” 

Engang postede Michelle Hviid i et opslag på Instagram, at hun var god til at få ting gennemført. Det er sandt, og det ved jeg, fordi jeg selv har oplevet det. Michelle Hviid-effekten, kalder jeg det. Den føles lidt som at blive ramt af en hvirvelvind og en varm dyne på samme tid. Som når nogen tænder en lommelygte og lyser op på det, der er foran dig. For Michelle Hviid gør sjældent noget halvt.

Jeg interviewer inspirerende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig? Et af dem er iværkstter og foredragsholder Michelle Hviid. 

DING-DONG. Hvert eneste af de håndlavede møbler i containeren har skaffet arbejde og mad på bordet til lokale. Også Michelles sofa, der her ankommer til Danmark sammen med de øvrige BaliBali-ting.

Det begyndte sådan her i de første dage i marts 2021: Michelle Hviid havde brug for en sofa. Og det skulle ikke bare være en hvilken som helst sofa. Nej, det skulle være et gigantisk møbel på 4,5 meter, håndflettet i rattan, så det passede perfekt ind i det orangeri, hun var ved at bygge i hendes og mandens nye hjem. Morten havde tegnet sofaens mål på et stykke papir, og den skulle være så stor, fordi det var “så vigtigt,” at alle husets seks teenagere og Michelle og Morten kunne ligge i den. Samtidig. Og jeg kendte håndværkerne, der måske kunne hjælpe.
“Jamen, der er ikke noget midt imellem, der er fedt,” siger Michelle, da vi taler sammen i telefonen. 

“Jeg kom næsten til festen. Jeg blev næsten mæt. Jeg er næsten glad for min nye kjole. Jeg kom næsten afsted. Midtimellem fungerer simpelthen ikke for mig.”  

Da jeg fanger Michelle, er hun i Andalusien i hende og Mortens seneste byggedrøm. Omgivet af alle børn, svigerbørn og snart også Michelles forældre. Historien om, hvordan huset blev deres, er lige så sigende for Michelles måde at gøre tingene på, som sofaen fra BaliBali er. 

Følg BaliBali på Instagram of Facebook og hjælp os med at dele de gode historier

23. marts 2021: 

“Hej Michelle. Så har jeg været på to værksteder for at tale med dem om din sofa. Bum bum.”
Sådan begyndte en længere besked, for jeg løb hurtigt ind i problemer, da jeg gik i gang med at finde håndværkere til at lave kæmpesofaen til Michelle og Morten. Nogle var bekymrede for stabiliteten. Andre sagde bare, det ikke kunne lade sig gøre. Jeg selv var urolig over, om håndværkerne skulle bruge mange forsøg, før den landede rigtigt, og det derfor blev meget dyrt, og jeg delte alle forbeholdene med Michelle.

“Ej altså. Jeg vil have en ny besked,” skrev Michelle Hviid til mig og satte en 😂  efter.
Senere fik jeg endnu en besked:
“JEG VIL HAVE DEN.”
“Det fornemmer jeg!”” svarede jeg. “Men det skal ikke være en proces, hvor du ender med at føle dig røvrendt.”
“Det gør jeg ikke 💗💗.”

I flere uger tjekkede Michelle jævnligt ind med små følere:
“Hvordan går det mon på Bali?”

Da Michelle og Morten mødte hinanden, friede han hurtigt, og de var godt klar over, at de ikke kendte hinanden så godt. Michelle fortalte en aften Morten, hun aldrig havde været til MUS-samtale. Så Morten inviterede hende til en KUS-samtale – en Kone-Udviklings-Samtale. Michelle kvitterede ved at indbyde Morten til NOS-samtale – en Nærværs –og Omsorgs-Samtale. Og det var dér, hun en aften fik spørgsmålet: “Hvor ser du dig selv om ti år?”
“Altså jeg har haft en hjernetumor, jeg er blevet skilt, jeg er blevet gift, jeg har været ved at dø, hvor skulle jeg vide det fra?,” siger Michelle.
“Men jeg sagde til Morten, at jeg kunne fortælle ham, hvor jeg drømmer om at være.“ 

Michelle og Morten i huset i Andalusien

For seks år siden fik Michelle Hviid en hjernetumor, der næsten tog livet af hende. I de fire uger, der gik, fra hun fik beskeden og til hun skulle opereres, knoklede hun i døgndrift for at skaffe penge på kontoen. Hun ville sikre børnene. Men operationen gik galt. Michelle skulle lære alt forfra. At gå, cykle, spise med kniv og gaffel. Hun brugte stort set hele opsparingen på genoptræning, og trænede så hårdt, at hun kastede op. Men det værste var, at den fejlslagne operation gjorde, at hun i en periode som følge af operationen mistede sin empati. Som hun selv siger, forsvandt hendes evne til at se sine børn i øjnene.
“Det gik op for mig, at jeg havde levet mit liv meget forkert. Jeg havde været rigtig dygtig til at præstere i forhold til de ting, man bliver målt på. Bestyrelsesposter, god indtægt og den slags,” siger hun.
“Men jeg var dårlig til øjenkontakt og nærvær.”
Der bliver stille et øjeblik i telefonen: 

“Det lyder, som om jeg er 200 år. Men jeg har levet et vildt liv. Set hele verden. Nu vil jeg egentlig gerne se noget af verden gennem min families øjne. Jeg har ikke super mange andre ambitioner. Det skifte skete rigtig meget fra den ene dag til den anden,” siger hun.  “Fordi jeg var ved at dø.”

Bali har været ekstremt hårdt ramt af corona, så for at sende noget økonomi i omløb, sælger @balibalidk håndlavede møbler. Blandt andet bænken her, tegnet af designer Chris Lilje Halstrøm.

Ud af Mortens spørgsmål om, hvor hun så sig selv om ti år, voksede drømmen om et hus i Spanien med plads til alle børn og svigerbørn.
“Jeg har slet ikke fået så mange børn, jeg gerne ville have haft,” siger hun. Efter bruddet med den yngstes far var de bare tre. Michelle, sønnen Benjamin og datteren Kamille. Morten havde til gengæld en stor familie med fire børn, som havde mistet deres mor. Morten talte flydende spansk. Michelle kunne godt tænke sig at være sydpå, og derfra endte de med at købe et landsted i Spanien med tre pools, 8 soveværelser og mulighed for at leve separat fra hinanden og stadig være sammen:
“Vi ved allesammen godt, at småbørnsfamilier sjældent har overskud. Og lige nu er børnene teenagere. Så vi tænkte, at hvis vi kunne nå at etablere et tilhørsforhold til stedet her, inden de mister overskud og før de får det igen, når deres børn er blevet større, så kan vi stjæle deres ferier. Vi vil stjæle deres tid.”

24. marts 2021

“Hvad så, min ven. Skal du have en sofa? Der er godt nyt. De kan lave den: Længde 4,5 meter. Bredde: 1,15 cirka.”
“Giv mig lige et par dage til at få styr på told og træcertifikater. Hvis det sander til, skal jeg nok sige til.”

Michelle svarede:
“Du er verdens bedste.”
“Jeg vil hjælpe dig med alt.”
“Vi kører!” Og så:
“Det slog mig lige, hvis I skal til DK på et tidspunkt, så står min 200 kvm store lejlighed tom. Hvis I kan bruge den, så er den all yours til fx ferie.”

Den dag, jeg interviewer Michelle, er det første gang, alle børn og svigerbørn er samlet i Andalusien. De har svømmet, snakket, drukket øl ved poolen.

Hvad anser du som din største bedrift?
“At jeg har opfostret to megasjove, solide børn alene. At jeg har vist dem verden, givet dem sunde værdier, og jeg har fucking gjort det alene. Jeg har formået at have et liv og en karriere og en sjov hverdag. Nu har jeg lige solgt min lejlighed, og jeg vidste godt, jeg ville have nogle millioner kroners friværdi i den. Engang var det sådan, at jeg skulle tænke over, hvis Benjamin skulle have et jakkesæt i 3. g og Kamilles dansetimer var sindssygt dyre. Jeg er stået først op i 20 år. Nu er børnene flyttet hjemmefra. Jeg har klaret den.”

Så bliver der igen stille i den anden ende af røret.
Min anden største, største, største bedrift, som måske er mere interessant for andre er, at jeg har sluttet fred med, at jeg er, som jeg er. Og jeg gider ikke spekulere over, hvad andre tænker. Det er, som det er. Hvis folk kan lide mig, må de få mig. Før kunne jeg have følelsen af, at ligegyldigt hvad jeg gjorde, var det forkert, at alt ville vælte og at alt faktisk væltede med den tumor. Det endte med at blive fundamentet for en stabilitet, jeg ville ønske, alle mennesker har. Når man rammer bunden, kan man kun komme op. Det virkede for mig,” siger hun.  

22. april 2021:

“Så er der altså ikke langt igen, min ven,” skrev jeg. 

Svaret kom hurtigt: 
“Jeg GRÆDER AF LYKKE.”
“KYS dem allesammen fra mig! Og tag selv coronakys i hele krydderen. I LOVE IT.”

Du skrev på et tidspunkt til mig, at du GRÆD af LYKKE, da du så sofaen. Med versaler. Du bruger faktisk virkelig mange versaler.
“Gør jeg? Jamen altså, jeg havde jo lyst til at råbe til dig, hvor glad jeg blev, og bogstaver er nogle gange bare ikke entusiastiske nok. Jeg havde nok brug for at gøre dem mere entusiastiske.”
Vi ler begge to.

Du virker som en, der går dybt ind i de fleste ting, du foretager dig. Om det så er som selvstændig, i forhold til børn, hus eller en sofa fra Bali. Men… bliver du aldrig træt?

“Jo, altså. Nu er jeg jo hele tiden træt, for jeg er super hjerneskadet. I mange år sov jeg 22 timer i døgnet. Så kom jeg ned på 20 og så 18 timer i døgnet. Nu sover jeg 6-7 timer i døgnet, men jeg skal stadig sove til middag. Folk tror, jeg er hektisk. Men jeg er det menneske, jeg kender, som ligger og stirrer mest op i loftet. Regnestykket går op,” siger hun. 
“Jeg har arbejdet som en gal, da jeg var ung, men hvis jeg arbejder effektivt, så er det måske 25 timer om måneden. Og så søger jeg tit væk. Jeg er dygtig til at være social. Men jeg stikker også af. Et rigtigt Michelle-billede er, at jeg elsker at lave mad og invitere gæster. Men når de så kommer, så vil jeg gerne have tre minutters rus med dem, og så vil jeg ellers helst stå i et hjørne og kigge på folk og glæde mig over det, jeg har faciliteret.”

17. maj 2021
“Er du klar til 10 millioner kroners fotoet?” spurgte jeg Michelle. På Bali er lastbilerne nemlig ikke helt så store som i Danmark. Det syntes vi heldigvis begge to var ret sjovt:
“JAAAAAAMEEEEN ALTSÅ!”
“Jeg elsker den! Også lidt dig!”

8. juli 2021 ankom containeren fra Bali fyldt med skamler, bakker, spejle og bænke, der skaber arbejde til de lokale. Containeren havde været udtaget til kontrol i tolden, så jeg havde flere gange udskudt afhentningen.
“Jeg har en på hold. Han kommer ml. 13-15?! Passer det?”
“Det kan det sagtens,” svarede jeg.
“Jeg kommer gerne og hjælper? Inden?”

Hvad er dit primære kendetegn?
At der er nul meter fra tanke til handling. Mange mennesker får en ide og tænker så på det og kigger på det fra alle vinkler. Så måler de, hvad hældningen er, hvilken nuance det kunne blive, og så sker der ikke en skid. Jeg har revolutioneret det her hus. Når jeg først har tænkt, sofaen står bedre der, så skal den bare derned, om jeg så skal bære den selv,” siger hun.
Så i de her dage kaster Michelle sin opmærksomhed ind i at indrette og forbedre rammerne for familiens mange kommende ferier i Spanien.  
Vi er jo lykkelige, når vi er noget for nogle,” siger hun. 

“Jeg var tidligere noget for mange på en mere perifer måde. Men jeg har i dag brug for en tættere kerne at give det til og at kunne smøre det tykkere på.” 

Lige før, vi lægger på, spørger jeg Michelle, hvad familien har af planer for weekenden i Andalusien. “Ikke så meget,” svarer hun.
“Måske skal jeg også bare kysse lidt mere på ham dér ovre i hjørnet.”

Telefonen skratter lidt, men Mortens stemme i baggrunden går tydeligt igennem:
“Ja!”

Ankommet hos Michelle og Morten.

Følg BaliBali på Instagram og Facebook og hjælp os med at fortælle om håndværkernes arbejde. Sådan kan vi hjælpe flere.

Se andre blog-indlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg Her på bloggen skriver jeg løbende om processen – fra bestillinger bliver lagt, til håndværkerne er i gang og tingene er hjemme på lageret i Danmark. Men i 2021 begyndte jeg også at interviewe inspirerende mennesker, jeg har mødt på min...

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønskerJeg husker tydeligt den dag i marts 2020, hvor vi fik besked fra pigernes skole her i Ubud. Den ville lukke ned to dage før forårs-ferien på grund af den nye virus fra Kina. “See you after the break,” sluttede skolelederen og vi tænkte: Nå...

Copy link
Powered by Social Snap