“Jeg gider ikke analyseres. Lad mig nu bare strikke”

Første gang, jeg hørte fra Annette Danielsen, var det i en besked på Instagram:
“Ved du, om garn ville hænge fast i tasken i søgræs?” spurgte hun.
Jeg tog tasken frem og mærkede og mærkede. Jeg svarede, at det troede jeg ikke med forbehold for, at jeg har ringe erfaring med garn.
Svaret kom hurtigt:

“Så tror jeg, den vil være en virkelig god garntaske.” 

Da strikdesigner Annette Danielsen skrev til mig, havde jeg ingen idé om, at hun var en af landets dygtigste og mest produktive strikdesignere. At hun er en eventyrer fra Skjern, der kender Bali bedre end de fleste. Jeg anede heller ikke, at hun flere gange, som hun gjorde med tasken, skulle skubbe BaliBali nye steder hen.

Jeg interviewer inspirerende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej, for måske kan de også inspirere dig? Et af dem er Annette Danielsen, der flere gange har set ting, jeg ikke selv havde fået øje på.

Men som Annette formulerede det med stemmen fuld af latter på et tidspunkt i interviewet:
“Jeg ved godt langt nede i min mave, når jeg har fået en god idé, og jeg kan godt blive helt forskrækket over, at ingen har fået den før mig.”

Her fortæller Annette om tre begivenheder, der har været med til at definere hende som menneske.  

Begivenhed 1

“I 1987, da jeg var 20 år, skulle Gitte, min veninde fra gymnasiet, og jeg ud at rejse. Gitte ville gerne til Paris. Jeg ville gerne til Bali. Vi havde syv måneder, og det var bare at lave ruten. Det var midt i 1980erne og min gamle geografilærer var sådan en flipper med fuldskæg. Der var ikke mange, der rejste på den måde, og da han hørte, vi skulle afsted, inviterede han og hans kone os hjem en aften, fordi de havde været i Indonesien. Så kunne vi bare spørge dem til råds. Det viste sig, at hans kone havde rejst med en af deres mandlige venner. Altså vi tabte kæben. Kan man det? Vi var jo fra Skjern og Tarm.

Vi landede i Jakarta 20 år gamle og helt grønne. Ingen af os havde prøvet noget lignende før. Jeg vidste med det samme, at det var skelsættende for mig.

Min storesøster skulle have meldt mig ind på lærerseminariet, mens vi var dernede, men jeg skrev til hende, at det skulle hun stoppe med, for jeg skulle ikke begynde på lærerseminariet. Jeg ville bare tjene penge, så jeg kunne komme afsted igen. Vi skulle efter Bali have været i Australien i fire måneder, men efter to måneder kom vi tilbage til Bali. Vi var bare ramt. Siden har jeg nok været der sammenlagt i 7-8 måneder.”

Annettes kommende strikkebog er lavet efter nogle alvorlige sygdomsforløb tæt på.

Gitte har boet mange år i udlandet, og jeg laver mange strikketure i Marokko, ligesom jeg arrangerer strikkerejser til Bali. Hvis nogen havde fortalt os to 20-årige piger fra Vestjylland, at vi nok skulle få os det liv, vi ønskede os. At vi nok skulle få et liv med rejser – så kunne vi have taget det meget mere roligt. 

Følg BaliBali på Instagram og Facebook

I sommers skrev Annette til mig igen. Hun var på vej på Fanø Strikkefestival, hvor 10.000 strikkere skulle mødes. Hun ville høre, om hun ikke skulle tage en bunke tasker i søgræs med og sælge dem.

Jeg anede ikke, festivalen fandtes og kendte slet ikke strikke-miljøet. Normalt skal butikker have en avance på 40 %. Annette skulle ikke have noget. Hun havde bare lyst til at hjælpe folk på Bali, og tog taskerne med på hendes stande.

Vi blev enige om, at 20 tasker nok var realistisk. Efter første dag skrev hun til mig: Der er kun to tasker tilbage. Dem skal vi nok få solgt!

Begivenhed 2

“Jeg er uddannet socialpædagog, og jeg var vikar på en familieinstitution i Aarhus. På et tidspunkt hørte jeg, at Marianne Isager manglede en vikar. Marianne Isager har de seneste mange år stået i spidsen for dansk strikdesign, og jeg skulle bare have det job. Og det fik jeg.

Jeg er vokset op i Vestjylland, og der er ikke altid højt til loftet. Jeg var en bondepige, der voksede op syv kilometer uden for Borris. Min farfar opdyrkede heden, og jeg er født på gården. I Vestjylland bærer man sin slægt. Jeg er min fars datter i mange kilometers omkreds.

Jeg er meget rundet af det at være vestjyde, og der er ikke de store følelser på spil. Derovre var kreativitet noget, man lavede søndag eftermiddag, hvis man ikke havde andet at gøre. Det var ikke noget, man levede af. Og jeg passede ikke ind i den ramme, jeg voksede op i.

Pigerne blev sygeplejersker, kontorelever, lærere, så jeg tænkte ikke, jeg skulle være strikker.”

På et tidspunkt spurgte Annette, om jeg ville redigere strikkebogen “Tæt på Ækvator,” som indeholder strikkeopskrifter inspireret af Bali.

Det sagde jeg selvfølgelig ja til, og det viste sig, at være en glædesfyldt oplevelse. Arbejdet var minimalt, for teksterne var skarpe. Og vidende.

Da pandemien ramte, var Annette på Bali med en gruppe strikkere. De måtte rejse hjem, og Annette skulle i isolation. Hjemme i stuen sad hun foran brændeovnen i bikini og strikkede.

“Hvor er vi heldige, at vi bare kunne tage et strikketøj frem,” siger hun. “Vi kunne gå på nettet og skrive og ping pong, så ville ti svare.
Det kan godt være, vi strikkere ikke kender hinanden,” siger hun.
“Men vi har et fælles tredje. Vi har altid noget at kunne mødes om.” 

Find en taske

Begivenhed 3

“For halvandet år siden var Fanø Strikkefestival aflyst på grund af corona, men vi var nogle, som var derovre alligevel. Jeg havde lige udgivet strikkebogen “Strik, så det synger.”

Man kan godt være strikdesigner og sidde derhjemme. Jeg er et flokdyr, kan lide samtalen og mødet med andre mennesker.

Da jeg startede for 14 år siden og min første strikkebog udkom, vidste jeg godt, jeg skulle ud på scenen for at promovere den. Jeg kendte de 60 butikker rundt om i landet, som solgte Isager garn. De var en kæmpe hjælp og mange spurgte, om jeg ikke kom ud til dem for at undervise. Jeg elsker at være ude.

På Fanø blev jeg helt blæst bagover over, hvor mange der kom og sang med. Hver gang vi sang en ny sang, skiftede jeg sweater, der var strikket med inspiration fra sangen. Vi var så berørte allesammen. Over at kunne stå sammen og synge danske sange.

Strikkere som os kan jo blive helt bløde i knæene over lækkert garn. Men også over at være sammen og synge og strikke. At strikke er at trække vejret for mig.”

“Anne Kirketerp, der er håndarbejdslærer og psykolog har sat ord på os strikkere. Jeg var pisseirriteret over det, da jeg hørte om det første gang.

Jeg gider ikke analyseres. Lad mig nu bare strikke.

Men Anne citerer jeg tit nu. Hun kalder strikning: Meningsfuld selvforglemmelse. Vi flytter en maske fra den ene side til den anden.
Det er meditativt. Men det kan også give adrenalin, når vi strikker noget, der er lidt svært. For vi finder ud af det. Vi mestrer. Og mennesker vokser jo af at mestre noget, som har været en udfordring.


Jeg kan godt sidde på en båd og blive søsyg, og så kan jeg tørstrikke og sidde og lave opskrifter inde i mit hoved og glemme, jeg er søsyg. Det er selvforglemmelse. Og jeg har altid gjort det. Jeg var 3-4 år, da jeg lærte at strikke.


Nogle gange kan jeg godt undre mig over, at Gud ikke har skabt mig med strikkepinde i stedet for fingre.”

Se andre blog-indlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg

De fem mest læste blogindlæg Her på bloggen skriver jeg løbende om processen – fra bestillinger bliver lagt, til håndværkerne er i gang og tingene er hjemme på lageret i Danmark. Men i 2021 begyndte jeg også at interviewe inspirerende mennesker, jeg har mødt på min...

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønsker

Her er mine tre juleønskerJeg husker tydeligt den dag i marts 2020, hvor vi fik besked fra pigernes skole her i Ubud. Den ville lukke ned to dage før forårs-ferien på grund af den nye virus fra Kina. “See you after the break,” sluttede skolelederen og vi tænkte: Nå...

Copy link
Powered by Social Snap