“I dag kan jeg sidde og sige: Uh, hvor var det sjovt. Men det var det ikke. Det var skrækkeligt”

Det skete egentlig uventet. Mia Jellig var taget på stofmarked i Dubai, fordi hun med egne ord lignede “jeg ved ikke hvad.” Hun gik rundt i en by, hun knap nok kendte, og som hun kort forinden var flyttet til med sin mand, Rasmus, og deres to drenge. Han rejste som fotograf rundt med korrespondenter i Mellemøsten. Hun havde trukket stikket fra et hæsblæsende liv som chef på TV 2 News, gik hjemme med børnene og havde fået bevilliget noget fritid, fordi Rasmus var hjemme. Da hun gik rundt mellem boderne med tekstiler, sagde en mand det til hende, som fik hende i gang: “Du kan da bare få syet noget.” 

“Jeg tænkte bare: Hvor vildt. Kan man det? Så fik jeg syet noget og tog det med hjem til Danmark. Det var sådan noget zebraprint og farver og den-skulle-bare-have-hele-armen, og da jeg gik rundt i det, blev jeg flere gange stoppet på gaden,” fortæller hun.
“Det havde jeg alligevel aldrig prøvet før.” 

Det var i en pause fra børnene, Mia tog på et stofmarked, der gav hende idéen til at lave tøj

I dag driver 42-årige Mia sammen med sin mand tøjbrandet KARMAMIA, som opererer i 10 lande. Og det er hende, I skal møde i min interviewrække med spændende mennesker, jeg har mødt på min BaliBali-vej. Mia er min veninde og tidligere kollega fra den tid, hvor vi begge arbejdede på TV 2 News, så hun var en af de første, jeg ringede til, da jeg gik i gang med at udvikle BaliBali. For hvordan udvikler man et brand i et fremmed land? Og hvor ligger faldgruberne gemt?  

Det var, da jeg selv satsede en stor del af familiens opsparing på blandt andet at lave den her bænk, jeg for alvor begyndte at kime Mia ned. Heldigvis styrede hun mig udenom de første 20 fejl, jeg (også) kunne have begået.

Men først til det dilemma, som bragte familien til Dubai. Mia og hendes mand, Rasmus havde fået to drenge i rap, og de havde begge travlt på arbejde. Rigtig travlt.  

“Jeg har haft et hektisk liv på godt og ondt, og ligesom når man køber et hus, så ved man ikke helt, hvad man er gået ind til, når man får børn. Wow, det var lidt vildt,” siger Mia.
“Og jeg tænkte bare: Okay, jeg er midt i livet, vi har to børn. Lad os lige stoppe op og trække luft ind.”

For at spare rejsetid og få mere tid sammen, flyttede familien derfor til Dubai for at prøve det af i et år. Mia fik masser af tid med børnene, og mødte også en masse expat-damer. “Men det, syntes jeg, egentlig ikke var så spændende,” som hun siger. 
“Det var svært at gå fra 100 til 0, og jeg tænkte: Nu sidder jeg her. Hvad så? Der kom en form for skabertrang.”

Men Mia havde også fået smag for at være sammen med familien “i de rette mængder.” Så hun tænkte, det kunne blive et hobbyprojekt at lave tøj.
På en af ferierne i Danmark, tog hun tog et udvalg med til loppemarked i Odense, og hver gang nogen spurgte, hvad det kostede, så svarede hun, at det ikke var til salg, men at hun gerne ville høre, hvad de tænkte om tøjet.
“Jeg tænkte: Der er interesse for det. Og især for den ting, som hænger dér.”
Derfra turde hun kaste sig ud i det for alvor. 

Følg BaliBali på Instagram og Facebook og hjælp os med at sprede budskabet

Mia på det stofmarked i Dubai, hvor det hele begyndte.

Det lyder måske nemt, men det var også der, det hårde arbejde begyndte. For Mia skulle etablere en systue i en ny by i et nyt land med nye mennesker fra især Indien.
Mia flyttede nærmest på systuen for at lære, hvordan man skærer tekstiler op, syer og alle de øvrige dele af processen. Ellers kunne hun ikke styre produktionen.
“Jeg har ikke orienteret mig mod Danmark og Instagram men om produktet og produktionen. At ramme den perfekte pasform er noget, man ligger og tænker på kl. 03 om natten. Det har du sikkert også gjort med dine skamler.”

Mia har helt ret. Man kan ligge søvnløs over, hvordan man får det helt rigtige produkt. Også sidebordet her. 

Der var også et utal af små ting, som krævede snakke og tilpasninger på systuen på grund af kulturelle forskelle. For eksempel satte medarbejderne konsekvent klistermærker skævt på tøjet.
“Jeg var nødt til at sige: Jeg må altså stoppe jer lige der. Det har taget jer lige så lang tid at sætte det på skævt, som hvis I havde gjort det lige. I tillægger det måske ikke værdi, men mine kunder vil opfatte det som at sjuske.”
En anden ting, Mia måtte kæmpe med, var syerskernes nulfejls-kultur.
“Mange ville nødig indrømme en fejl, og det er en katastrofe. Det har taget mig mange år, før de forstod, at fejl ikke er noget, man skal skjule. Du har ikke gjort noget forkert personligt og nu bliver du straffet og fyret. Er stoffet dårligt? Er det for svært at sy? Der ligger jo værdifuld viden der,” siger hun. 
“I dag bliver der klappet på min systue, hvis nogen indrømmer, de har lavet en fejl eller finder en.” 

Processen mindede hende om tiden, hvor hun var med til at stable TV 2 News på benene.
“På News var min ubekendte teknik. Her var min ubekendte andre nationaliteter, som tænker på en anden måde og gør tingene på en anden måde,” siger hun. 
Men for Mia minder mode og journalistik egentlig meget om hinanden. 

“Begge dele siger meget om os som mennesker. Hvad vi er rundet af, hvad der er oppe i tiden. Der er også en frygtelig masse logistik i det, og det er der også i at lave tv.”

Den første kollektion var i 2016. Hvordan var de første år?
“De var totalt angstprovokerende. Men jeg havde det også lidt sådan, at jeg var så meget dark horse, at det nok skulle gå, hvis det kiksede. Omvendt er det sådan, at jo længere i processen man kommer, jo mere investeret er man. Ikke overnight men over tid. Hvis folk ringede og klagede, var jeg helt ødelagt, “ siger hun. 
“I dag kan jeg sidde og sige: Uh, hvor var det sjovt. Men det var det ikke. Det var skrækkeligt.” 

Mias mand, Rasmus, har været med i KARMAMIA fra begyndelse. Hans erfaring med at manøvrere i Mellemøsten og hans evner som rejsefotograf har været afgørende, og for et par år siden, sagde han sit job op og gik fuld tid ind i KARMAMIA, hvor han i dag er direktør og ansvarlig for strategi og administration, mens Mia er kreativ direktør. 

KARMAMIA producerer ikke tøj til sæsoner, men går efter det tidløse.

Hvad er din største bedrift?
Det er min familie. Hvis man kan klare det, så kan man klare alt. Det handler om work life balance og også om at lære sine børn, at maden ikke kommer flyvende ind på bordet. De tager ikke skade af, at mor står og pakker en kasse lørdag aften. Og jeg synes, jeg er lykkedes med at skabe harmoni mellem de to poler. Det er heller ikke tarveligt at sige, at man også godt kan lide at arbejde.” 

Hvad er det værste, du kan forestille dig?
Det ved jeg ikke. Jeg vil da være ked af, når det slutter en dag men er også taknemmelig for den tid, der har været. Når man tager et spring og overlever det, så lærer man også, at man kan springe et tredje sted hen, hvis det endelig er. Jeg går ikke og frygter så mange ting. Det giver en råstyrke at finde ud af, at man godt kan tage et skridt til siden.

Du kan finde KARMARMIA her eller følge dem på Instagram.

Mia Jellig er 42 år gammel og gift med Rasmus på 37 år.
Sammen driver de KARMAMIA fra Dubai. De har to drenge på 6 og 8 år. Mia er uddannet journalist, og familien har boet i Dubai siden 2015.

Se andre blog-indlæg

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes Én lever i et andet land end sin mand på grund af corona. En anden strikker “hele tiden.” En tredje frygter kedsomhed og en fjerde elsker at rejse og prøver at åbne verden for sine elever. Jeg interviewer...

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet”

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet”

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet” Tilbage i 10erne, i årtiet hvor Danmark fik sin første, kvindelige statsminister, hvor alle ville have Kählervaser og Gangnam-style og Game of Thrones gjorde det sejt at være nørd. Hvor Trump blev amerikansk præsident...

Copy link
Powered by Social Snap