Jeg tænkte, det aldrig ville gå, men så ringede jeg til Årets Designer. Her er, hvad der skete

Det var om aftenen den 8. januar, jeg første gang talte med den prisbelønnede designer Chris Liljenberg Halstrøm. Dagen forinden havde min gamle efterskoleven, møbelproducenten A. Petersen, introduceret os for hinanden på mail.

“Det var hyggeligt at snakke med dig, og som lovet sætter jeg her dig og Chris sammen. Så kan I se om I kan få nogle ideer og ender til at mødes?

Nu havde vi aftalt at tage en snak over telefonen, og jeg var meganervøs. Jeg havde tre måneder forinden i et opslag på Facebook spurgt, om nogle hjemme i Danmark havde lyst til at købe en bakke eller en skammel/sidebord for at skaffe noget arbejde til folk på Bali, hvor alle turister forsvandt, da pandemien ramte. Det var der overraskende mange, som ville.

Så mange, at jeg gik og rumlede over, om Bali-Bali måske skulle blive en socialøkonomisk virksomhed, der kunne skabe flere og vedvarende arbejdspladser på den kriseramte ø. 

Men jeg er journalist, ikke møbelproducent. Så jeg havde brug for en designer.

Chris Liljenberg Halstrøm blev årets designer i 2020, hvor hun også tegnede årets møbel.

I den anden ende af røret, på den anden side af kloden sad Chris Liljenberg Halstrøm i sin lejlighed på Østerbro i København. Hun var alt det, jeg ikke var. Erfaren, anerkendt, prisvindende, dybt professionel – og virkelig sød, skulle det vise sig.   

“Når man er lidt kunstneragtig, så kan projekter være interessante på alle mulige måder, som ikke kan måles i penge,” sagde hun.
“Jeg er nok et menneske, som i høj grad søger mening.” 

Og så gik vi i gang.

16 dage senere, den 26. januar, var der mail fra Chris. Hun havde vedhæftet skitser til en bænk, en magasinholder, en taburet og en skuffe til opbevaring under sengen. Jeg åbnede tegningerne og råbte på min mand, Anders. Jeg husker ikke præcis, hvordan ordene faldt, men Anders fik besked om at hente børnene og jeg susede ned på et af værkstederne med tegninger under armen, så håndværkerne kunne lave en prøve.

Jeg var tindrende glad.

Og havde ingen idé om, hvad det skulle vise sig at kræve.

På det tidspunkt var Danmark lukket ned. Min verden og Chris´ verden var vidt forskellige. På Bali kunne man stadig spise ude og forsamles op til 50 mennesker, men de manglende turister havde fjernet levegrundlaget for hundredtusinder uden opsparing.
Chris havde haft sine to store børn hjemme fra skolen i månedsvis, men det fungerede. Til gengæld var lejligheden begyndt at føles lidt trang. 

Chris havde fortalt mig, at kopiering af designs er en stor udfordring, og at det afholder mange fra at producere på mindre værksteder. Så med mig havde jeg også en kontrakt, hvor håndværkerne skrev under på ikke at lave “vores” designs til andre. Ikke fordi de ikke er til at stole på, men fordi kopiering er et udbredt problem i Asien.


Idag har jeg haft ondt af mig selv, fordi svenskerne yderligere har forlænget indrejseforbuddet til Sverige, så vi ikke kan komme over til vores hus,” skrev hun en aften.
“Men så er jeg gået igang med at se den gamle filmatisering af ‘Udvandrerne’ af Vilhelm Moberg. Nu har jeg ikke ondt af mig selv længere, ha ha. Der er utrolig mange ting, der er fede ved ikke at leve i 1850’erne.”

The big boss

Allerede under vores første samtale, var det tydeligt, at Chris tænker grundigt over sit aftryk. På et tidspunkt spurgte hun mig:
“Hvordan undgår vi at komme ind som sådan to blegfise fra Norden, der gerne vil hjælpe men i virkeligheden tager brødet ud af munden på en lokal designer?”
Jeg svarede, at jeg så det som en vigtig opgave at hjælpe med at udvikle håndværkernes design, så de fik større appel uden for Bali og dermed kunne skabe flere og bedre arbejdspladser. Og jeg tænkte indeni, at jeg var usikker på, om det ville lykkes. Men jeg sagde det ikke højt. 

To dage efter, Chris havde sendt sine tegninger, var første prøve på bænken klar.
“Er lige kommet hjem fra værkstedet,” skrev jeg til Chris.

“De ville gerne se et billede af dig i dag.

“Ooooh, the big, BIG boss,” sagde én, da han så dig. Nu kalder de dig ikke andet.”

For at beskytte erhvervet har Indonesien et forbud mod at eksportere rå rattan. Det betyder, at danske designere ikke kan arbejde med det. For Chris var det også en grund til at kaste sig ud i samarbejdet. “Jeg kommer til at arbejde med materialer, jeg aldrig har prøvet før,” sagde hun. Vi var begge to på udebane.

På vej hjem i bilen fra værkstedet, skrev jeg til Chris, at bænken ikke var stabil nok. Og “fletten sidder ikke ordentligt fast.” Men jeg følte egentlig, vi var ret tæt på mål. 

Så begyndte jeg at bruge bænken. Sidde på den. Og efter to dage hang og bulede fletten på sædet. Vi måtte prøve igen – og havde stadig ingen idé om, hvor langt vi var fra mål.   

Så vi prøvede igen:

Vi forsøgte blandt andet at gøre sædet stærkere ved at putte snore af rattan under, men det var ikke synderligt kønt.

Og vi prøvede igen:

Njaaa, vel? Vi var også ude i både at have snore under sædet OG et jernstativ i bunden for at stabilisere bænken. Et lidt voldsomt indgreb i designet.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at Chris snart ville miste tålmodigheden, men hun blev ved med at sige, at det var helt normalt.
Udviklingen af bænken føltes som een lang linedans mellem brugbarhed og design. Hver gang, vi ændrede en ting på bænken for at gøre den stærkere, så ændrede vi samtidig en smule på designet.

Håndværkerne foreslog, at vi gik fra fabriks-fremstillet flet (til venstre) til håndflet (til højre). En mere langsommelig og dyr proces, men den ville gøre bænken stærkere.

Den 29. marts, halvanden måned efter Chris havde sendt de første designs, havde min mand Anders testet bænken ved at sidde og arbejde på den i 14 dage, og nu ville han gerne flytte rundt på stiverne under sædet. Jeg sendte Chris det her foto. En pind var ikke længere bare en pind.

”Lige nu er der jo tre stivere (tuscher) under sædet,” skrev jeg til Chris.

Og det betyder, man er mere tilbøjelig til at sidde her:

Eller her:

“Det ville ændre sig, hvis man tilføjede en ekstra stiver under bænken, så der blev fire som her:”

“Super,” svarede Chris.

Få dage senere præsenterede to ældre mænd os for endnu en udfordring.

Besøg hos ronkedorerne

Chris Liljenberg Halstrøm voksede op i Albertslund – en mønsterby i 60erne, hvor villaer, parcelhuse og socialt boligbyggeri lå side om side og skolerne havde børn fra alle samfundslag. Men hun tilbragte også meget tid hos bedsteforældrene i Sverige, hvor hun lærte glæden ved at bruge sine hænder. Morfaren byggede havemøbler til hele landsbyen, de boede i. Mormoren lærte hende at brodere og hækle – og hjemme i Albertslund var Chris´ mor en dygtig strikker og syerske. Hun var også kaotisk og impulsiv. Kunne finde på at gå i gang med at male paneler for så at stoppe og begynde at male i en anden farve et andet sted i huset.

Anderledes videnskabeligt gik Chris far til værks. Han var farmaceut og lærte Chris at føre logbog, for “hvis man eksperimenterer, skal man huske, hvornår man gør hvad.”

Og som Chris siger:  “Jeg er nok rundet af det hele.”

En af de første dage i april tog jeg seneste prøve på bænken med ud til to ronkedorer i Ubud. De er begge erfarne møbelproducenter, og jeg ville trykteste bænken med dem. På en hyggelig restaurant i udkanten af Ubud, mødtes jeg med den ene. Jeg havde knap sat mig ned, før han sagde: 

“Den ser lidt farlig ud.”

Mit hjerte sank.

“Men det er meget let at løse,“ sagde han så.

“I skal bare putte jern i stellet. Det er en meget almindelig ting at gøre i rattanmøbler.” 

Og bum. Måske var det i virkeligheden dér, nøglen til en løsning lå.

Håndværkerne foreslog, at vi gik fra fabriksfremstillet flet (til venstre) til håndflet (til højre). En mere langsommelig og dyr proces, men den ville gøre bænken stærkere.

Samtidig havde jeg sat et andet værksted til også at lave prøver. Nogle havde en god idé til, hvordan man samlede jern og rattan. Andre kunne se, hvor rattanrammen skulle samles for, at det blev pænest, og sådan arbejdede vi hele tiden ud af fra summen af de bedste idéer med Chris som overdommer.
 
Sidst på eftermiddagen, den 5. april, kom en af håndværkerne og hans kone forbi vores hus i Ubud. Med sig havde de prøve nummer 10 og 11 på bænke, hvor der på indersiden af stellet ikke længere kun var rattan, men også et jernstel. Rundt om begge dele var sædet flettet i hånden på to forskellige måder. Fra de stillede bænkene på stuegulvet, var det tydeligt, at de var stolte.

“Look boss,” sagde håndværkeren.

“I think this very strong”    

Og det var den.

Anders tryktester bænk i kontortiden

Nu – efter 12 prøver og adskillige opkald, mails og beskeder – er de første 100 bænke blevet afhentet på et af værkstederne, så de kan blive pakket og komme i en container.

Da jeg sidste gang talte med Chris i telefonen, spurgte jeg hende, hvad hun egentlig frygtede mest som designer.

Vi lever i en verden, som har rigeligt med ting og sager, og det gør jeg mig skyldig i at bidrage til,” sagde hun.

“Jeg er altid bange for at være irrelevant og overfladisk. Men jeg håber at kunne bringe noget grundighed og æstetik ind i folks liv. Og måske,” sagde hun – og holdt så en kort tænkepause.

“…Måske er der også nogle, som kigger på andre ting, der måske er knap så godt lavet og tænker: Dét der – det skulle jeg måske ikke have købt.”

“Og så har jeg måske været med til at ændre nogle forbrugsvaner.”

Levering af prøve nummer 11. Her havde vi også afprøvet, hvor rattan-rammen skulle samles, og hvor skruerne kunne sidde på rammen for, at det blev pænest.

Se andre blog-indlæg

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes

Hvem er I egentlig? Jer, der gør at BaliBali findes Én lever i et andet land end sin mand på grund af corona. En anden strikker “hele tiden.” En tredje frygter kedsomhed og en fjerde elsker at rejse og prøver at åbne verden for sine elever. Jeg interviewer...

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet”

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet”

“Det er jo en chance, man kun får en gang i livet” Tilbage i 10erne, i årtiet hvor Danmark fik sin første, kvindelige statsminister, hvor alle ville have Kählervaser og Gangnam-style og Game of Thrones gjorde det sejt at være nørd. Hvor Trump blev amerikansk præsident...

Copy link
Powered by Social Snap